21 jun. 2024
Procesbevillingsnævnet
Kære af afgørelse om erstatning efter retsplejelovens § 320
Procesbevillingsnævnet har den 19. juni 2024 meddelt et selskab tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Østre Landsret den 7. februar 2024 (B-69-24).
Selskabet havde anlagt fogedsag mod to skyldnere om udlevering af et motorkøretøj. Et fysisk fogedmøde i sagen måtte efter sin begyndelse omberammes, fordi den ene skyldner ikke var behørigt indkaldt. Selskabet anmodede derpå fogedretten om at få sine advokatudgifter til mødet erstattet af statskassen efter retsplejelovens § 320. Fogedretten afsagde sidenhen kendelse om at nægte sagens fremme. Samtidig besluttede fogedretten, at der henset til sagens karakter og forløb samt det forhold, at selskabets advokat ved det omberammede fogedmøde i stedet mødte telefonisk, ikke var grundlag for at tilkende selskabet erstatning efter retsplejelovens § 320. Selskabet kærede fogedrettens beslutning derom til landsretten med påstand om tilkendelse af 6.000 kr.
Landsretten afviste kæremålet
Landsretten anførte, at efter retsplejelovens § 584 a, stk. 1, 2. pkt., kan fogedrettens afgørelser, hvorved det er bestemt, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part, kæres særskilt, hvis der er spørgsmål om tilkendelse af sagsomkostninger med mere end 20.000 kr. Efter en naturlig forståelse af ordlyden af retsplejelovens § 584, stk. 1, 2. pkt., sammenholdt i øvrigt med den sammenhæng, hvormed retsplejelovens § 320 indgår i lovens kapitel 30 om sagsomkostninger, fandt landsretten, at fogedrettens afgørelse måtte anses for omfattet af kærebegrænsningsreglen. Den omstændighed, at fogedrettens afgørelse vedrørte sagsomkostninger, der påstodes betalt af statskassen, kunne ikke føre til et andet resultat. Da der alene var påstand om tilkendelse af et beløb på 6.000 kr., og da Procesbevillingsnævnets tilladelse efter retsplejelovens § 584 a, stk. 2, ikke forelå, afviste landsretten kæremålet.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/06186.