Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

14 jun. 2024

Procesbevillingsnævnet

Nye appelbegrænsningsregler fra 15. juni 2024

Den 4. juni 2024 blev der med tilslutning fra alle Folketingets partier vedtaget ca. 100 nye processuelle regler i retsplejeloven og enkelte andre love for behandling af civile sager og straffesager, jf. lov nr. 661 af 11. juni 2024. Reglerne træder i kraft den 15. juni 2024.

Dette er et vigtigt led i gennemførelse af flerårsaftale for domstolene for 2024-27 og som en opfølgning på Rørdamudvalgets og Retsplejerådets anbefalinger, der udmøntede sig i alle disse lovinitiativer, og som der på forhånd blev skabt politisk enighed om.

Blandt de nye regler er der både i civile sager og straffesager en række helt nye eller ændrede appelbegrænsningsregler og dermed udvidelse af Procesbevillingsnævnets kompetence, der betyder, at appel til landsretten fremover kun kan ske med Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Her får du et overblik over de nye appelbegrænsningsregler, der som nævnt træder i kraft den 15. juni 2024, og som finder anvendelse på anke og kære af afgørelser, der er truffet af retten efter lovens ikrafttræden:

Civile sager 

  • Forhøjelse af beløbsgrænsen fra 20.000 kr. til 50.000 kr. for anke og kære til landsretten vedrørende anke af byrettens domme, jf. retsplejelovens § 368, stk. 1 og 2, kære af byrettens fastsættelse af sagsomkostninger/salær i almindelige civile sager, jf. § 389, stk. 2 og 3, og § 391, stk. 1, fogedrettens afgørelser om udlæg, jf. § 584, stk. 2, og fogedrettens fastsættelse af sagsomkostninger/salær, jf. § 584 a.
  • Nævnets kompetence i retsplejelovens § 453 om appel til landsretten af familierettens afgørelser bliver i stk. 1, 2. pkt., udvidet til desuden at omfatte anke af en dom, hvor familieretten alene har afgjort spørgsmål om samvær.
  • Kærebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 389 a – om kære af byrettens kendelser og beslutninger under behandling af en sag – bliver udvidet til også at omfatte afgørelser i sager om isoleret bevisoptagelse.
  • Lov om fuldbyrdelse af straf § 120, stk. 1, om kære af byrettens kendelser i sager om administrative afgørelser truffet af Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Straffesager

  • Forhøjelse af beløbsgrænsen for anke til landsretten i retsplejelovens § 902, stk. 2, for bøde fra 6.000 kr. til 20.000 kr., afskaffelse af den særlige ankegrænse for dagbøder, ændring i § 902, stk. 1 og 2, til også at omfatte frakendelse efter færdselsloven, samt enkelte øvrige mindre ændringer af §§ 902 og 903.
  • Retsplejelovens § 968, stk. 3, om kære af byrettens fastsættelse af salær på højst 50.000 kr.
  • Færdselslovens § 132 d om kære af byrettens kendelser om generhvervelse af førerretten.
  • Enkelte konsekvensændringer.

Med disse nye appelbegrænsningsregler vil det således være Procesbevillingsnævnet, der efter ansøgning beslutter, om sager omfattet af reglerne vil kunne få tilladelse til appel til landsretten.

Vi ser frem til at skulle behandle sager efter de nye regler, og vi vil gøre os umage med at håndtere også disse nye opgaver på bedste vis.

Hvis du har spørgsmål til de nye regler, så er du velkommen til at kontakte Procesbevillingsnævnets sekretariat på tlf. 33 12 13 20 eller på mail post@procesbevillingsnaevnet.dk eller post@pbn.dk. Du kan i øvrigt  orientere dig om nævnets virksomhed og opgaver på www.procesbevillingsnaevnet.dk.