28 jun. 2024
Procesbevillingsnævnet
Om afvisning efter retsplejelovens § 368 a
Procesbevillingsnævnet har den 28. juni 2024 meddelt en udlejer tilladelse til kære til Høje-steret af en beslutning, der er truffet af Østre Landsret den 4. april 2024 (BS-3978/2024).
Udlejeren havde anlagt boligretssag mod en lejer med påstand om anerkendelse af, at lejeforholdet var opsagt med rette, og om fraflytning af lejemålet. Lejeren påstod frifindelse. Ved boligrettens dom fik udlejeren medhold, og lejeren blev pålagt at betale sagsomkostninger til udlejeren.
Lejeren ankede dommen til landsretten og gentog påstanden om frifindelse. Udlejeren påstod i sit svarskrift ankesagen afvist efter retsplejelovens § 368 a og nedlagde derudover selvstændig påstand om ændring af boligrettens bestemmelse om sagsomkostninger.
Landsretten afslog at afvise ankesagen
Landsretten anførte, at der ikke ses at være hjemmel til at afvise en ankesag i medfør af retsplejelovens § 368 a, når der er nedlagt en selvstændig påstand fra den ankeindstævntes side. Da udlejeren havde nedlagt en selvstændig påstand, besluttede landsretten, at ankesagen ikke skulle afvises.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/10534.