Spørgsmål om tilregnelse ved særlig form for søvngængeri i voldtægtssager

Tiltalte var i den første sag tiltalt for voldtægt efter straffelovens § 225, jf. § 216, stk. 1 (dagældende § 216 stk. 1, nr. 2), ved at have skaffet sig andet seksuelt forhold end samleje med den forurettede, som var ude af stand til at modsætte sig handlingen, idet den tiltalte udøvede oralsex på forurettede, mens hun sov.

Tiltalte var i den anden sag tiltalt for voldtægt efter dagældende straffelovs § 216, stk. 1, nr. 1 (nu § 216, stk. 1), ved at have tiltvunget sig samleje med den forurettede ved vold eller trussel om vold, mens den forurettede sov i samme seng som tiltalte.

Efter de lægelige oplysninger befandt de to tiltalte sig på gerningstidspunktet – med forskellig grader af sikkerhed – i en tilstand af en særlig form for søvngængeri kaldet sexsomnia, som er en neurologiske lidelse, der medfører atypisk seksuel adfærd under søvn. Der er tale om en tilstand, der må sidestilles med sindssygdom, og som derfor er omfattet af straffelovens § 16, stk. 1.

Den første sag

Byretten fandt den tiltalte skyldig og idømte ham en ambulant behandlingsdom

Byretten fandt tiltalte skyldig i overtrædelse af straffelovens § 225, jf. § 216, stk. 1, jf. dagældende § 216, stk. 1, nr. 2. Byretten henviste til forurettedes troværdighed og klare erindring om, hvad der skete i tiden omkring gerningstidspunktet. Byretten fandt, at den tiltalte havde realiseret gerningsindholdet i straffebestemmelsen, og at det efter karakteren af overtrædelsen var bevist, at der var tale om en forsætlig handling. På baggrund af de lægelige oplysninger blev tiltalte henført til straffelovens § 16, stk. 1, og byretten bestemte, at tiltalte blandt andet skulle undergive sig ambulant psykiatrisk behandling uden en længstetid.

Tiltalte ankede dommen til Østre Landsret med påstand om frifindelse. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.

Landsretten stadfæstede byrettens dom med dissens

Landsrettens flertal henviste blandt andet til, at det efter bevisførelsen af de grunde, der var anført af byretten, kunne lægges til grund, at tiltalte havde udøvet oralsex på forurettede, der på grund af søvn var ude af stand til at modsætte sig dette. Handlingen faldt objektivt set inden for gerningsindholdet i straffelovens § 225, jf. § 216, stk. 1 (tidligere § 216, stk. 1, nr. 2). Flertallet lagde også til grund, at tiltalte på gerningstidspunktet befandt sig i sovende tilstand, idet han med overvejende sandsynlighed led af den neurologiske lidelse sexsomnia. Retslægerådet havde vurderet, at tiltalte på gerningstidspunktet befandt sig i en tilstand, der kunne sidestilles med sindssygdom, og han var derfor omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, om utilregnelige personer. Flertallet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Retslægerådets vurdering.

Flertallet henviste til Højesterets dom af 19. oktober 2017, refereret i U 2018.491 H, hvor Højesteret udtalte, at der ved vurderingen af, om en utilregnelig person har handlet forsætligt, ikke kan lægges vægt på den pågældendes manglende forståelse eller manglende målbevidsthed, idet der foreligger det nødvendige strafferetlige forsæt, når den objektive gerning klart bærer præg af at høre til dem, der tilregnes en normal gerningsperson som forsætlig. Flertallet lagde herefter til grund, at den udførte handling, der var af klar seksuel karakter, havde en sådan beskaffenhed, at en normal gerningsmand under i øvrigt samme omstændigheder ville blive anset for at have begået en forsætlig overtrædelse af straffelovens § 225, jf. § 216, stk. 1, og at det alene var i kraft af tiltaltes neurologiske lidelse, at de seksuelle handlinger var udøvet uden, at den tiltalte havde haft en bevidsthedsmæssig opfattelse af det passerede. På den baggrund tiltrådte flertallet, at den tiltalte måtte anses for at have handlet forsætligt.

Landsrettens mindretal fandt, at der ikke var ført et til domfældelse tilstrækkeligt bevis for, at den tiltalte havde realiseret gerningsindholdet i de citerede straffebestemmelser. Mindretallet ville derfor frifinde den tiltalte.

For så vidt angik sanktionsfastsættelsen tiltrådte landsretten, at den tiltalte var straffri i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, og at den tiltalte skulle undergive sig ambulant psykiatrisk behandling uden længstetid som anført i byrettens dom.

Den anden sag

Byretten fandt den tiltalte skyldig og idømte ham en ambulant behandlingsdom

Byretten fandt den tiltalte skyldig i overtrædelse af dagældende straffelovs § 216, stk. 1, nr. 1, nugældende § 216, stk. 1. Byretten henviste til, at den forurettede havde givet en sammenhængende, detaljeret og troværdig forklaring om hændelsesforløbet, og at forklaringen var understøttet af andre omstændigheder i sagen. Under henvisning til Retslægerådets erklæring, hvorefter det var godtgjort, at tiltalte på gerningstidspunktet befandt sig i en tilstand af søvngængeri, sexsomnia, som kunne sidestilles med sindssygdom, fandt byretten, at tiltalte som følger heraf var utilregnelig på gerningstidspunktet og derfor ikke kunne straffes, jf. straffelovens § 16, stk. 1. For at forebygge nye lovovertrædelser skulle den tiltalte blandt andet undergive sig ambulant psykiatrisk behandling uden en længstetid.

Tiltalte ankede dommen til Østre Landsret med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.

Landsretten frifandt den tiltalte under dissens

Landsretten fandt det efter bevisførelsen bevist, at den tiltalte objektivt set havde begået de handlinger, der var beskrevet i tiltalen. Efter de lægelige udtalelser lagde landsretten til grund, at den tiltalte befandt sig i en tilstand af sexsomnia på gerningstidspunktet, og at tilstanden måtte sidestilles med sindssygdom. Landsretten tiltrådte herefter, at den tiltalte var utilregnelig på gerningstidspunktet, idet han befandt sig i en tilstand, der måtte sidestilles med sindssygdom, jf. straffelovens § 16, stk. 1.

Landsretten henviste også til Højesterets dom i U.2018.491 H og udtalte, at tiltaltes gerning det i foreliggende tilfælde fremtrådte på samme måde som en forsætlig voldtægt begået af en tilregnelig person.

Landsrettens flertal udtalte herefter, at søvn efter flertallets forståelse er karakteriseret ved blandt andet, at den sovende person ikke er ved bevidsthed. I mangel på oplysninger i anden retning måtte flertallet antage, at dette også gjaldt i tilfælde, hvor den sovende under søvngængeri udfører forskellige handlinger, herunder atypisk seksuel adfærd. I modsætning til en sindssyg gerningsmand, som normalt er ved bevidsthed, når den objektivt set strafbare handling begås – omend med en ufuldstændig bevidsthedsmæssig opfattelse af det passerede, fandt flertallet, at det i det foreliggende tilfælde måtte lægges til grund, at den tiltalte, som ubestridt sov, da han realiserede gerningsindholdet i voldtægtsbestemmelsen, ikke havde nogen form for bevidsthed om, hvad han foretog sig. Under disse omstændigheder fandt flertallet, at den tiltalte ikke kunne anses for at have haft forsæt til den begåede seksuelle krænkelse, hvorfor han skulle frifindes.

Landsrettens mindretal udtalte, at tiltalte på gerningstidspunktet var utilregnelig som følge af søvngængeri, og han dermed havde en manglende forståelse og målbevidsthed i relation til den gerning, han begik. Som anført i U 2018.491 H kan der ved vurderingen af, om en utilregnelig person har handlet forsætligt, imidlertid ikke lægges vægt på den pågældendes manglende forståelse eller manglende målbevidsthed. Mindretallet fandt, at dette også gælder i en situation, hvor tiltaltes manglende forståelse eller manglende målbevidsthed var en følge af søvngængeri. På den baggrund, og da den objektive gerning i den foreliggende sag klart ville tilregnes en normal gerningsperson som forsætlig, stemte mindretallet for at finde den tiltalte skyldig som fastslået af byretten.

Den tiltalte blev herefter frifundet.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

I Procesbevillingsnævnet er den første sag behandlet under j.nr. 24/13962. Den anden sag er behandlet under j.nr. 24/14001 og i øvrigt trykt i U 2024.3636 Ø.