Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

09 aug. 2024

Procesbevillingsnævnet

Spørgsmål om udlevering af oplysninger om et dødsbos kontaktperson

Procesbevillingsnævnet har den 8. august 2024 meddelt en udlejer tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Østre Landsret den 25. april 2024 (B-115-24)

En lejer boede på tidspunktet for sin død i en lejelejlighed. Dødsboet efter lejeren blev efterfølgende afsluttet som boudlæg på grund af boets ringe værdi, jf. dødsboskiftelovens § 18, og udlagt til boud­-lægsmodtager, jf. dødsboskiftelovens § 19.

Udlejer kontaktede i denne forbindelse skifteretten og anmodede om at få udleveret oplysninger om dødsboets kontaktperson med henblik på at aftale nærmere i forhold til aflevering af lejemålet, herunder afholdelse af flyttesyn. Skifteretten oplyste udlejer, at skifteretten ikke kunne udlevere oplysningerne på dødsboets kontaktperson, da udlejer ikke havde retlig interesse heri.

Udlejer anmodede på ny skifteretten om at udlevere oplysningerne, idet udlejer gjorde gældende, at udlejer eventuelt ville kunne gøre et istandsættelseskrav gældende og opnå dækning herfor i det af lejer indbetalte depositum. Udlejer anmodede samtidig skifteretten om at afsige kendelse om spørgsmålet, såfremt skifteretten fortsat vurderede, at udlejer ikke havde retlig interesse i at få udleveret oplysningerne, eftersom at dødsboet var afsluttet som boudlæg.

Skifteretten tog ikke udlejers anmodning om udlevering af oplysningerne til følge

Skifteretten bemærkede, at det fremgik af sagen, at dødsboets kontaktperson og boudlægsmodtager var samme person, og at boudlægsmodtager ikke hæftede for den afdøde lejers gæld, jf. dødsboskiftelovens § 19, stk. 2. Skifteretten anførte også, at boudlægget gav underskud, og at boudlægsmodtager derfor ej heller var blevet pålagt at rydde den afdøde lejers lejelejlighed, jf. dødsboskiftelovens § 19, stk. 2, 2. pkt. Skifteretten bemærkede endvidere, at hverken dødsboets kontaktperson eller boudlægsmodtager indtrådte i den afdøde lejers retsstilling, hvorfor denne ikke kunne repræsentere den afdøde lejer i en sag mod udlejer.

På denne baggrund fandt skifteretten, at udlejer ikke havde den fornødne retlige interesse i at modtage oplysninger om dødsboets kontaktperson (boudlægsmodtager).

Udlejer kærede skifterettens kendelse.

Skifteretten oversendte herefter sagen til landsretten med bemærkning om, at et eventuelt depositum fra lejemålet ikke var omfattet af boudlægget.

Landsretten stadfæstede skifterettens afgørelse

Landsretten var enig i skifterettens begrundelse og resultat og fandt ikke, at det for landsretten anførte kunne føre til et andet resultat.

Landsretten stadfæstede således skifterettens afgørelse.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/12361.