Strafudmåling i to stalkingsager

I den ene sag havde den tiltalte og forurettede været gift. De havde sammen to børn. Da parterne gik fra hinanden, afbrød forurettede samværet mellem børnene og tiltalte. Forurettede anmeldte endvidere tiltalte for stalking, og tiltalte blev i denne forbindelse meddelt et tilhold. Kontakten stod på i en periode på 7 måneder, hvor tiltalte sendte over 300 sms’er til forurettede samt opsøgte hende flere gange på blandt andet hendes bopæl. Tiltalte var ustraffet og havde gode personlige forhold.

I den anden sag havde den tiltalte og den forurettede haft et kæresteforhold i ca. 5 år. Efter forurettedes afslutning af forholdet, fortsatte den tiltalte med at kontakte forurettede, selvom forurettede frabad sig kontakten. Forurettede anmeldte herefter tiltalte. Kontakten stod på i ca. 3 måneder og vedrørte 13 konkrete handlinger. Tiltalte var ustraffet og havde gode personlige forhold.

Anklagemyndigheden rejste tiltale vedrørende begge de tiltalte, jf. straffelovens § 242.

I den ene sag idømte byretten den tiltalte 3 måneders betinget fængsel med vilkår. I den anden sag idømte byretten den tiltalte 40 dages ubetinget fængsel.

I den første sag fandt byretten den tiltalte skyldig i stalking, jf. straffelovens § 242. Byretten fandt, at tiltaltes kontakt ikke kunne anses for at have været nødvendig i forbindelse med tiltaltes samvær med parternes fællesbørn. Byretten fandt endvidere, at tiltalte forsætligt ved sin adfærd og ved indholdet, formen og hyppigheden af beskederne systematisk og vedvarende havde kontaktet og forfulgt forurettede på en måde, som var egnet til at krænke forurettedes fred. Byretten idømte tiltalte 3 måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste. Byretten lagde ved straffastsættelsen vægt på forholdets karakter og omfang, herunder at tiltalte i en periode på ca. 7 måneder havde sendt ca. 300 beskeder til forurettede, herunder flere gange opsøgt forurettede personligt eller på forurettedes bopæl.

I den anden sag fandt byretten den tiltalte skyldig i stalking, jf. straffelovens § 242. Byretten lagde vægt på, at tiltaltes henvendelser efter deres indhold og karakter havde været egnet til at krænke forurettedes fred, og at de havde udgjort et led i en systematisk og vedvarende forfølgelse eller chikane, der var omfattet af straffelovens § 242. Byretten idømte tiltalte 40 dages ubetinget fængsel. Byretten lagde ved straffastsættelsen vægt på karakteren, omfanget og varigheden af den krænkende adfærd, og at der uanset tiltaltes gode personlige forhold ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at der undtagelsesvist var grundlag for at fravige udgangspunktet om ubetinget fængselsstraf.

I den første sag ændrede landsretten byrettens dom og idømte den tiltalte 3 måneders ubetinget fængsel. I den anden sag stadfæstede landsretten byrettens dom om 40 dages ubetinget fængsel. 

I den første sag ankede anklagemyndigheden byrettens dom til landsretten angående strafudmålingen. Alle landsrettens voterende var enige om, at straffens længde henset til det oplyste om karakteren, omfanget og varigheden af den krænkende adfærd var passende udmålt. Landsrettens flertal lagde vægt på forarbejderne til straffelovens § 242 og fandt herefter, at der uanset tiltaltes gode personlige forhold ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for undtagelsesvist at fravige udgangspunktet om ubetinget fængsel. Landsrettens mindretal lagde vægt på de af byretten anførte grunde samt på baggrunden for tiltaltes adfærd og fandt herefter, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for undtagelsesvist at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten ændrede således byrettens dom og idømte den tiltalte 3 måneders ubetinget fængsel.

Tiltalte i den anden sag ankede byrettens dom til landsretten. Landsretten fandt på baggrund af bevisførelsen og af de grunde, som byretten havde anført, at tiltalte havde forholdt sig som nærmere beskrevet i byrettens dom. Landsretten tiltrådte, at forholdet var henført under straffelovens § 242, og at straffen var fastsat til fængsel i 40 dage. Landsrettens flertal fandt, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fravige udgangspunktet om ubetinget fængselsstraf. Landsrettens mindretal fandt særligt under hensyn til forholdets karakter, samt at tiltalte var ustraffet med gode personlige forhold, at straffen undtagelsesvist kunne gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten stadfæstede således byrettens dom om 40 dages ubetinget fængsel. 

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/08358 og 24/11863.