Udvisning af foranstaltningsdømt eritreisk statsborger

Den tiltalte er eritrerisk statsborger, og født og opvokset i Eritrea. Han indrejste i Danmark i 2014, da han var omtrent 30 år gammel. Han er ikke tidligere straffet, og er ugift og har ikke familie i Danmark. Den tiltalte lider af en svær kronisk psykoselidelse, hvilket han bliver medicineret for.

Den tiltalte var i den foreliggende sag tiltalt for simpel vold og trusler i medfør af straffelovens § 244 og § 266 for tre forhold alle begået på det botilbud, hvor den tiltalte boede. Anklagemyndigheden nedlagde under sagen påstand om, at den tiltalte skulle dømmes til at undergive sig ambulant psykiatrisk behandling samt udvisning.

Byretten dømte den tiltalte til at undergive sig ambulant psykiatrisk behandling samt udvisning med indrejseforbud i 6 år.

Byretten fandt den tiltalte skyldig, men lagde på baggrund af en mentalerklæring til grund, at han var utilregnelig på grund af sindssygdom på gerningstidspunktet. Den tiltalte blev på den baggrund fundet straffri, jf. straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt., og dømt til at undergive sig ambulant psykiatrisk behandling uden fastsættelse af længstetid som påstået af anklagemyndigheden.

Byretten tog samtidig udvisningspåstanden til følge og lagde herved vægt på, at den tiltalte ikke havde familiemæssig tilknytning til Danmark i modsætning til i hjemlandet, at han ikke talte dansk og ikke i øvrigt havde en tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark. Byretten lagde med henvisning til en af Udlændingestyrelsen afgivet udtalelse til grund, at den tiltalte ville kunne modtage relevant behandling med antipsykotisk medicin i sit hjemland. Byretten dømte således den tiltalte til at undergive sig ambulant psykiatrisk behandling samt udvisning af Danmark med indrejseforbud i 6 år.

Den tiltalte ankede dommen med påstand om frifindelse for det ene forhold og fastsættelse af en længstetid. Han påstod samtidig frifindelse for påstanden om udvisningen.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten fandt den tiltalte skyldig i samme omfang som byretten (dissens 5-1) og dømte herefter samlet den tiltalte til at undergive sig ambulant psykiatrisk behandling uden længstetid.

Den tiltalte blev ligeledes idømt udvisning med et indrejseforbud i 6 år. Landsretten lagde herved vægt på, at den tiltalte var kommet til Danmark som voksen og i noget omfang talte og forstod dansk. Hertil lagde landsretten vægt på, at den tiltalte ikke havde taget en uddannelse i Danmark og ej heller havde en tilknytning til arbejdsmarkedet. Den tiltalte havde – uagtet han ikke havde været i hjemlandet siden sin udrejse – fortsat familie der. Landsretten tiltrådte på den baggrund, at en udvisning ikke ville udgøre et uproportionalt indgreb i den tiltaltes rettigheder i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Landsretten foretog derefter, i lyset af at den tiltalte var dømt til ambulant psykiatrisk behandling, en vurdering af, om udvisning af den tiltalte ville udgøre en krænkelse i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Landsretten fandt med henvisning til blandt andet den udarbejdede mentalerklæring, at der var faste holdepunkter for at antage, at han uden behandling ville være i risiko for alvorlig forværring af sin psykotiske sygdom med deraf følgende intens psykisk lidelse. På baggrund af en udtalelse afgivet af Udlændingestyrelsen i november 2022, hvor styrelsen henviste til rapporter fra databasen MedCOI fra 2019, fandt landsretten, at den tiltalte i sit hjemland måtte antages at have adgang til relevant antipsykotisk medicin. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/08656.