Om godtgørelse for overtrædelse af 48-timers reglen

Arbejdstagerens voksne søn, der var autist, flyttede i foråret 2016 hjem til sine forældre, da han efter en familieferie ikke ville vende tilbage til sit bosted. Forældrene accepterede at havde sønnen boende i hjemmet, indtil der var fundet et nyt botilbud, men fremhævede samtidig over for kommunen, at sønnens plejebehov af forskellige årsager gjorde det svært for både dem og sønnen at have ham boende i hjemmet. Kommunen bevilligede støtte til sønnen efter servicelovens § 85, og dette udmøntede sig i en aftale mellem kommunen og arbejdstageren om, at arbejdstageren 30 timer om ugen skulle yde socialpædagogisk støtte til sønnen i hjemmet. Sønnen flyttede i sommeren 2017 på et nyt botilbud, og kommunen opsagde i den forbindelse aftaleforholdet med arbejdstageren.

Arbejdstageren anlagde efterfølgende retssag mod kommunen med krav om betaling af 50.000 kr. i godtgørelse med henvisning til, at arbejdet med at passe sønnen i hjemmet langt havde oversteget 48 timer om ugen.

Spørgsmålene under sagen var, om arbejdstageren havde befundet sig i et tjenesteforhold med kommunen, således at han var omfattet af lønmodtagerbegrebet i arbejdstidsdirektivsgennemførelseslovens § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, og om han i så fald var berettiget til godtgørelse for overtrædelse af 48-timersreglen, jf. lovens § 8, stk. 1, jf. § 4.

Byretten frifandt kommunen

Byretten fandt, at aftaleforholdet mellem arbejdstageren og kommunen ikke kunne karakteriseres som et egentligt tjenesteforhold, og at arbejdstageren derfor heller ikke kunne anses for omfattet af arbejdstidsdirektivsgennemførelseslovens lønmodtagerbegreb. Herved lagde byretten navnlig vægt på de konkrete omstændigheder omkring aftaleforholdets indgåelse, indholdet af aftalen og rammerne for arbejdstagerens varetagelse af sin funktion. Da arbejdstageren ikke kunne anses for omfattet af arbejdstidsdirektivsgennemførelsesloven, fandtes han allerede af den årsag ikke at være berettiget til godtgørelse for overtrædelse af 48-timers reglen, og kommunen blev derfor frifundet.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten fandt, at arbejdstageren havde befundet sig i et tjenesteforhold med kommunen, og at det han derfor var omfattet af arbejdstidsdirektivsgennemførelseslovens lønmodtagerbegreb. Herved lagde landsretten navnlig vægt på, at aftaleforholdet efter omstændighederne indebar, at arbejdstageren over for kommunen havde forpligtet sig til mod vederlag at udøve støtte til sønnen med 30 ugentlige timer inden for rammerne af bevillingen efter servicelovens § 85, og at arbejdet blev udført for kommunens regning om risiko. Det kunne ikke føre til anden vurdering, at arbejdstageren inden for rammerne af bevillingen selv tilrettelagde sin arbejdstid, eller at kommunen undlod at stille krav til arbejdets udførelse og heller ikke førte tilsyn med dette.

Dernæst fandt landsretten, at arbejdstagerens gennemsnitlige arbejdstid ikke havde oversteget 48 timer om ugen. Herved lagde landsretten navnlig vægt på, at arbejdstageren udtrykkeligt kun var ansat 30 timer om ugen til at udføre støtteopgaver for sønnen i henhold til bevillingen efter servicelovens § 85, og at kommunen klart havde afvist at bevillige yderligere. I lyset af ansættelsesforholdets rammer kunne de omfattende pleje- og omsorgsopgaver, som arbejdstageren havde påtaget sig at udføre udover det, som han var ansat til, ikke anses for arbejde i ansættelsesforholdet. Derimod måtte dette arbejde anses som en konsekvens af, at forældrene havde accepteret, at sønnen boede i hjemmet, indtil der var fundet et botilbud, som de fandt egnet. Arbejdstageren var dermed ikke berettiget til godtgørelse, og landsrettens stadfæstede derfor byrettens dom.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/08521. Landsrettens dom er trykt i U 2024.2981 V.