Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

30 sep. 2024

Procesbevillingsnævnet

Terrorsag om navnlig strafudmåling

Procesbevillingsnævnet har den 25. september 2024 meddelt en tiltalt tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 27. maj 2024 (S-1432-23)

Tiltalte blev i marts 2022 anholdt i forbindelse med, at politiet havde modtaget oplysninger om, at han på en onlineprofil havde tilkendegivet, at han ville begå et skyderi mod en børnehave. Tiltalte var på det tidspunkt 15 år. Tiltaltes computere og telefon blev beslaglagt, og der blev fundet omfattende filer, som indeholdt diverse kamp-, våben- og bombemanualer, litteratur knyttet til højreekstremistiske og nynazistiske grupperinger, Siege-kultur, ISIS mv., herunder indhold af særdeles voldelig karakter. Der blev endvidere fundet et ansøgningsskema til gruppen ”Totenwaffen” og et udfyldt ansøgningsskema for tiltaltes klassekammerat til onlinegruppen Feuerkrieg Division. En videre efterforskning viste, at tiltalte efter den første anholdelse havde fortsat sine onlineaktiviteter og kommunikation med andre medlemmer fra Feuerkrieg Division.

Tiltalte blev efterfølgende tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 114 c, stk. 1 og 3, ved at lade sig hverve til Feuerkrieg Division og for at hverve klassekammeraten samt for overtrædelse af straffelovens § 114 e, for i flere tilfælde at have fremmet Feuerkrieg Divisions terrorvirksomhed ved blandt andet at have delt bombe- og våbenmanualer med andre medlemmer.

Byretten idømte tiltalte fængsel i 5 år og 6 måneder

Efter bevisførelsen fandt byretten, at personer med tilknytning til Feuerkrieg Division som led i sammenslutningens virksomhed havde begået handlinger eller havde til hensigt at begå handlinger omfattet af straffelovens § 114 eller § 114 a, og at Feuerkrieg Division dermed måtte anses som en terrorsammenslutning i straffelovens forstand. Byretten fandt endvidere, at det kunne lægges til grund, at tiltalte havde været bekendt med eller i hvert fald havde anset det for overvejende sandsynligt, at personer med tilknytning til Feuerkrieg Division som led i sammenslutningens virksomhed havde begået handlinger omfattet af straffelovens § 114 eller § 114 a eller havde til hensigt at gøre det.

Byretten fandt dog, at det ikke kunne lægges til grund, at tiltalte forud for anholdelserne havde foretaget konkrete handlinger til forberedelse eller planlægning af terrorangreb, hvorfor der var en sådan tvivl om, hvorvidt tiltalte havde forsæt til selv at begå en eller flere terrorhandlinger. Tiltalte blev derfor frifundet i forhold 1 om overtrædelse af straffelovens § 114 c, stk. 3.

Byretten fandt imidlertid tiltalte skyldig i overtrædelse af straffelovens § 114 c, stk. 1, jf. § 21, ved at have forsøgt at hverve klassekammeraten til Feuerkrieg Division. Byretten fandt endvidere tiltalte skyldig i at have fremmet Feuerkrieg Divisions virksomhed ved blandt andet at have delt bombe- og våbenmanualer, jf. straffelovens § 114 e.

Byrettens flertal idømte tiltalte fængsel i 5 år og 6 måneder og lagde i denne forbindelse vægt på kriminalitetens meget alvorlige karakter og omfang samt tiltaltes alder på gerningstidspunktet herunder en strafskærpelse for terrorlovgivningen, som var trådt i kraft i 2020. Byrettens mindretal havde voteret for henholdsvis fængsel i 5 år og fængsel i 6 år. Byretten idømte endvidere tiltalte et forbud mod at kontakte personer, der var dømt for blandt andet terrorisme. Kontaktforbuddet blev fastsat til 6 år.

Landsretten skærpede straffen til fængsel i 7 år

Landsretten tiltrådte af de grunde, som var anført af byretten, at personer med tilknytning til Feuerkrieg Division som led i sammenslutningens virksomhed måtte anses for at have begået handlinger eller måtte anses for at have til hensigt at begå handlinger omfattet af straffelovens § 114 eller § 114 a, og at Feuerkrieg Division herunder havde forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller at destabilisere eller ødelægge de grundlæggende politiske, forfatningsmæssige eller samfundsmæssige strukturer i et land på en sådan måde, at handlingerne i kraft af deres karakter kunne tilføje landet alvorlig skade, samt at tiltalte var bekendt hermed.

Landsretten fandt herefter, at det kunne lægges til grund, at tiltalte lod sig hverve til Feuerkrieg Division, og at det på baggrund af blandt andet hans ytringer var bevist, at han havde til hensigt selv at begå eller medvirke til at andre skulle begå sådanne ikke konkretiserede handlinger omfattet af straffelovens § 114 eller § 114 a, hvorfor tiltalte var skyldig i forhold 1 for overtrædelse af straffelovens § 114 c, stk. 3. Landsretten tiltrådte herudover af de grunde som byretten havde anført, at tiltalte var skyldig i overtrædelse af straffelovens § 114 c, stk. 1, jf. § 21 og § 114 e.

Vedrørende strafudmålingen idømte landsrettens flertal tiltalte fængsel i 7 år. Flertallet lagde vægt på samme omstændigheder, som var anført af byretten, herunder i skærpende retning især, at tiltalte havde en ledende rolle i Feuerkrieg Division. Mindretallet havde stemt for en fængselsstraf på henholdsvis 3 år og 6 års fængsel. Tiltalte blev endeligt idømt et kontaktforbud i 7 år.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/14343 og sagen er trykt i U 2024.3644 Ø.