Flygtningekonventionens art. 31 og varetægtsfængsling efter retsplejeloven

Den iranske kvinde blev anholdt i Københavns Lufthavn kort før jul 2024, hvor hun i forbindelse med udrejse af Danmark – efter et kort transitophold i lufthavnen under sin rejse fra Sverige til Storbritannien – blev anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens § 171, jf. § 172, dokumentfalsk.

Under politiets afhøring ansøgte kvinden om asyl i Danmark under henvisning til, at hun var blevet truet og forfulgt af de iranske myndigheder. Hun havde ikke søgt om asyl i andre lande.

Kvinden blev fremstillet i grundlovsforhør, hvor hun afgav forklaring om sin rejserute fra Iran via Tyrkiet og to andre europæiske lande inden indrejsen til Danmark. Kvinden nægtede sig skyldig i sigtelsen for dokumentfalsk.

Byretten varetægtsfængslede kvinden

Byretten fængslede kvinden i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, om unddragelsesrisiko.

Byretten fandt således, at der var begrundet mistanke om, at kvinden havde gjort sig skyldig i den rejste sigtelse, og byretten  henviste herved til de foreliggende oplysninger, herunder politiets undersøgelse af kvindens pas og hendes forklaring om blandt andet, at hun havde fået frataget sit pas under opholdet i Tyrkiet, at hun fik passet tilbage med et visum isat, og at hun undrede sig over, at hun ikke skulle afgive fingeraftryk i den forbindelse, samt at hun tidligere havde rejst meget. Under hensyn til kvindens manglende tilknytning til Danmark fandt byretten herefter, at der var bestemte grunde til at antage, at kvinden på fri fod vil unddrage sig forfølgningen i sagen.

Henset til kvindens rejserute og ophold i andre lande, herunder i Tyrkiet i ca. 20 dage, i Schweiz i ca. 10 dage og i Sverige i nogle dage, fandt retten også, at Flygtningekonventionens artikel 31 ikke kunne føre til andet resultat.

Kvinden kærede afgørelsen til landsretten med påstand om løsladelse og gjorde navnlig gældende, at varetægtsfængsling var i strid med Flygtningekonventionens artikel 31.

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse

Landsretten tiltrådte af de grunde, som byretten havde anført, at der var begrundet mistanke om, at kvinden var skyldig i det påsigtede forhold. Landsretten tiltrådte ligeledes af de af byretten anførte grunde, at betingelserne for fængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, var opfyldt.

Under henvisning til kvindens anbringende om, at det ville være i strid med Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1, at strafforfølge hende for dokumentfalsk, anførte landsretten, at det følger af artikel 31, stk. 1, at flygtninge, som kommer direkte fra et område, hvor deres liv eller frihed truedes i den i artikel 1 anførte betydning og uden tilladelse indrejser til eller befinder sig indenfor de kontraherende staters område, ikke skal kunne straffes for ulovlig indrejse eller ophold, forudsat at de uopholdeligt henvender sig til myndighederne og godtgør, at de har haft rimelig grund til deres ulovlige indrejse eller tilstedeværelse.

Landsretten henviste herefter til pkt. 2.1 i Rigsadvokatmeddelelsen om dokument og personelfalsk, hvor det fremgik, at i sager, hvor en udlænding søger asyl ved den første kontakt med danske myndigheder, skal eventuel strafforfølgning afvente, at udlændingemyndighederne tager stilling til, om der kan meddeles asyl. Det fremgik også, at der i disse tilfælde ikke skal ske varetægtsfængsling af udlændingen. Af pkt. 3.2 i Rigsadvokatmeddelelsen fremgik videre, at straffesagen ikke skal afvente asylsagens endelige afgørelse i sager, hvor der begås bl.a. dokumentfalsk i forbindelse med udrejse af Danmark, da Flygtningekonventionens artikel 31 ikke finder anvendelse i sådanne sager.

Efter oplysningerne om kvindens rejserute, herunder bl.a. at hun senest havde opholdt sig i Sverige i flere dage forud for indrejsen i Danmark, sammenholdt med at hun havde søgt asyl i forbindelse med udrejse af Danmark, fandt landsretten, at Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1, ikke var til hinder for varetægtsfængsling, jf. herved retsplejelovens § 762, stk. 3.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/00515. Landsrettens afgørelsen er udvalgt til Ugeskrift for Retsvæsen og er på tidspunktet for offentliggørelse af denne nyhedstekst under redaktionel bearbejdning.