Kausalitet når patientskade opstod som kombination af sygdom og behandling

Kvinden blev i foråret 2017 bidt af en kat i sin hånd. Hun opsøgte efterfølgende egen læge, og senere rettede hun henvendelse til en skadestue, hvor hun blev sat i behandling med antibiotikum. Senere oplevede kvinden udsivende pus fra sårene og rettede henvendelse på et andet hospital, hvor hun blev sat i behandling med penicillin. Et par dage efter blev kvinden indlagt, idet der var gået infektion i sårene og hun blev på ny sat i behandling med antibiotikum. Det blev ligeledes fundet relevant at operere kvinden to gange i hånden.

I løbet af sommeren 2017 blev det konstateret, at kvinden havde begyndende refleksdystrofi (CRPS) og hun blev derfor henvist til specialiseret ergoterapi, hvor hun var i genoptræning. Efter udredning på en smerteklinik blev det dog i januar 2019 vurderet, at klageren havde CRPS med muskelsvind.

Forløbet blev anmeldt til patienterstatningsmyndighederne. I november 2019 fandt Patienterstatningen, at den indledende behandling ved egen læge og på skadestuen ikke havde været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard, men at den forsinkede behandling ikke med overvejende sandsynlighed havde ført til kvindens gener, herunder hendes CRPS. Patienterstatningen fandt derfor, at der ikke var grundlag for at tilkende kvinden erstatningen i medfør af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 20, stk. 1, nr. 1.

Kvinden klagede til Ankenævnet for Patienterstatningen, der stadfæstede afgørelsen ligeledes med henvisning til, at den indledende manglende korrekte behandling ikke med overvejende sandsynlighed havde været af betydning for kvindens gener.

Ankenævnets afgørelse blev herefter indbragt for domstolene med påstand om, at ankenævnets afgørelse skulle ophæves og sagen hjemvises. For byretten gjorde kvinden gældende, at behandlingen af hende ikke havde været i overensstemmelse med almindelige standarder på området.

Under byretssagen skete der forelæggelse for Retslægerådet, der udtalte blandt andet, at kvindens CRPS med en sandsynlighed på mere end 50 % var udløst af en kombination af kattebid og den efterfølgende nødvendige behandling. Rådet udtalte videre, at det ikke med sikkerhed kunne afgøres, hvornår i forløbet CRPS’en var udløst eller de enkelte delelementers bidrag.

Byretten frifandt ankenævnet

Byretten fandt det ikke godtgjort, at udviklingen af CRPS med overvejende sandsynlighed skyldtes, at den indledende behandling ikke blev udført som en erfaren specialist på området ville have gjort det under de givne forhold, og at behandlingen i øvrigt ikke var årsag til generne.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Kvinden ankede dommen og for landsretten påstod hun, at hun var påført en patientskade, jf. KEL § 20, stk. 1, nr. 4, jf. § 19, stk. 1 (tålereglen).

To voterende landsdommere udtalte, at selvom det i lyset af Retslægerådets udtalelse kunne lægges til grund, at den nødvendige behandling kunne have bidraget til udløsningen af CRPS, var det ikke godtgjort med overvejende sandsynlighed, at det var behandlingen, der havde udløst CRPS’en. Landsdommerne lagde herved vægt på, at Retslægerådets udtalelse måtte forstås således, at det ikke med sikkerhed kunne afgøres, i hvilket omfang behandlingen havde bidraget til CRPS’en eller til skadens udvikling. Landsdommerne fandt således, at betingelserne for erstatning i medfør af KEL § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, ikke var opfyldt.

Én voterende landsdommer udtalte, at det af forarbejderne til KEL § 20, stk. 1, nr. 4, fremgår, at der foreligger en patientskade, hvis det fremstår som mere sandsynligt, at skaden er forårsaget af erstatningsbegrundende helbredelsesforanstaltninger, end at den er forårsaget på anden måde, herunder ved komplikationer i forbindelse med grundsygdommens forløb, som har udviklet sig uafhængigt af behandlingen. Landsdommeren udtalte herefter, at lovgrundlaget måtte forstås således, at en patientskade kan foreligge, hvis skaden er forårsaget ved komplikationer, der ikke har udviklet sig uafhængigt af behandlingen, men som derimod er udløst af en kombination af grundsygdommen og behandlingen. Med henvisning til Retslægerådets udtalelse fandt landsdommeren herefter, at det måtte anses for overvejende sandsynligt, at behandlingen var en nødvendig betingelse for udløsningen af CRPS’en, og at kattebiddet (grundsygdommen) ikke var en tilstrækkelig betingelse herfor, hvorfor der var årsagsforbindelse mellem behandlingen og skaden (CRPS). Landsdommeren voterede herefter for, at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling af ankenævnet. 

Landsretten traf afgørelse efter stemmeflertallet, således at byrettens kendelse blev stadfæstet.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/22478.