Advokatansvar

En advokat (A) for et selskab (B), der var begæret konkurs af de britiske skattemyndigheder, havde forud for et møde i skifteretten rådgivet B til midlertidigt at inddrive fordringer fra et koncernforbundet selskab, og derefter indbetale dette på A’s klientkonto. B inddrev fordringerne og ad 3 omgange i dagene op til mødet i skifteretten overførte B i alt 16.650.200 kr. til A’s klientkonto.

I et processkrift forud for mødet i skifteretten og i sin procedure under retsmødet, havde A henvist til beløbet på sin klientkonto som betryggende illustration af, at B’s fordringer på det koncernforbundne selskab var ”fuldgode” og nemt kunne inddrives. Argumentet var B ville være solvent, såfremt kravet fra de britiske skattemyndigheder, der var bestridt og baseret på en dom fra den engelske High Court of Justice, skulle vise sig at være gyldigt og kunne inddrives i Danmark. Skifteretten optog ved mødets afslutning sagen til planlagt afgørelse 14 dage senere. 

Dagen efter skifteretsmødet overførte A efter instruks fra B det fulde beløb tilbage til B, der herefter videreoverførte beløbet tilbage det koncernforbundne selskab samme dag. 

4 dage efter skifteretsmødet begærede de britiske skattemyndigheder arrest i beløbet på klientkontoen, men ved fogedforretning 2 dage senere kunne det konstateres, at klientkontoen var tom. 

Efter et videre sagsforløb bl.a. med kravets materielle behandling ved de danske domstole, indgik B et forlig med de britiske skattemyndigheder. Forliget viste sig efterfølgende uerholdeligt, og B blev herefter erklæret konkurs med fristdag i henhold til den oprindelige begæring. 

Konkursboet efter B har herefter rettet erstatningskrav mod A på baggrund af udbetalingen af indestående på klientkontoen til B.

Byretten frifandt Advokaten

Byretten konstaterede at konkursboet havde lidt et tab, og at overførslen af beløbet fra klientkontoen til isoleret set havde været medvirkende til den manglende dækning for boets kreditorer. Byretten fandt således at både betingelserne om tab og årsagsforbindelse var opfyldt. Spørgsmålet var herefter, om A havde handlet ansvarspådragende.

Ved vurderingen af, om A havde handlet ansvarspådragende, foretog byretten en afvejning af A’s forpligtelse til at udbetale midler fra klientkontoen til B, overfor A’s forpligtelse til at sikre at midlerne kunne tjene til fyldestgørelse af kreditorer i et muligt kommende konkursbo. Efter en konkret afvejning fandt byretten, at A på trods af dybdegående kendskab til B og den øvrige koncernens økonomiske forhold efter omstændighederne ikke var forpligtet til at bidrage til, at klientkontomidlerne blev sikret til et muligt kommende konkursbo. 

Byretten frifandt herefter A.

Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse 

Landsretten fandt ligesom byretten, at betingelserne om tab og årsagsforbindelse var opfyldt. Landsretten lagde ved sin vurdering af ansvarsgrundlaget vægt på formålet med indeståendet på klientkontoen. Landsretten anførte herom, at der ved overførsel til klientkontoen til illustration af, at fordringerne på de koncernforbundne selskaber let kunne inddrives, ikke var samme ansvarsgrundlag som for situationer, hvor en advokat medvirker til, at midler der på forhånd indgår i skyldnerens formue unddrages fra at tjene til skyldnerens kreditorer. 

Landsretten lagde i øvrigt vægt på at man ikke fandt det godtgjort, at A’s adfærd i forbindelse med mødet i skifteretten i øvrigt havde forhindret afsigelse af konkursdekret.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/30488.