Gældssanering og lån med lønforskrivning

Skyldner var pensioneret tjenestemand. Han havde under sin tidligere ansættelse som tjenestemand optaget et lån hos Tjenestemændenes Låneforening med lønforskrivning i sin løn og pension. I denne forbindelse blev der udarbejdet et gældsbrev og en aftale om lønforskrivning. Lønforskrivning betyder, at ydelserne på lånet indeholdes direkte i lønnen eller pensionen m.m., og at arbejdsgiver overfører beløbet direkte til låneforeningen.

I sommeren 2023 anmodede skyldner om gældssanering, og skifteretten indledte gældssanering for skyldner og udpegede en medhjælper for skifteretten. På tidspunktet for indledningen af gældssanering havde skyldner en restgæld til låneforeningen på ca. 80.000 kr. Låneforeningen anmeldte kravet til skifterettens medhjælper, idet låneforeningen ikke mente, at kravet var omfattet af gældssaneringen.

Skifterettens medhjælper udarbejdede gældssaneringsforslag og fandt, at låneforeningens krav var omfattet af gældssaneringen. Låneforeningen fremsatte herefter indsigelse mod medtagelsen af kravet i gældssaneringen, jf. princippet i konkurslovens § 199, stk. 4, hvorefter gældssanering ikke omfatter pantefordringer i det omfang, pantet strækker til.

Skifteretten tog ikke låneforeningens indsigelse til følge

Skifteretten tog ikke låneforeningens indsigelse til følge. Skifteretten henviste til, at det var forudsat i gældsbrevet mellem skyldner og låneforeningen, at lønforskrivningen bortfaldt, såfremt ansættelsesforholdet ophørte, og at skyldnerens ansættelsesforhold var ophørt.

Skifteretten fandt i øvrigt, at betingelserne for gældssanering var opfyldt.

Landsretten ophævede skifterettens kendelse og hjemviste sagen til fornyet behandling ved skifteretten (dissens)

Landsretten ophævede – under dissens – skifterettens kendelse og henviste sagen til fornyet behandling ved skifteretten.

Flertallet fandt, at skyldner ved gældsbrevet havde givet låneforeningen transport i løn og pension, og at der herefter fortsat bestod en adgang til lønforskrivning i den optjente pension, som måtte sidestilles med en pantelignende fordring i medfør af konkurslovens § 199, stk. 4. Herudover bemærkede flertallet, at det – efter de foreliggende oplysninger om størrelsen af den under tjenestemandsansættelsen optjente pension – ikke var muligt at fastslå i hvilket omfang, låneforeningens krav var sikret ved lønforskrivning i skyldners optjente pension.

Mindretallet fandt, at låneforeningen ikke havde opnået en pantelignende sikkerhed for kravet mod skyldner, jf. konkurslovens § 199, stk. 4. Mindretallet henviste blandt andet til gældsbrevets indhold, herunder at det ikke fremgik af gældsbrevet, at låneforeningen i tilfælde af skyldners eventuelle misligholdelse havde mulighed for at søge sig fyldestgjort i skyldners formue. Herudover henviste mindretallet til, at gældsbrevet såvel som aftalen om lønforskrivning var udarbejdet af låneforeningen.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/21961.