Om fortsat varetægtsfængsling på kollusionsrisiko i en narkosag

Politiet indledte i 2023 efterforskning mod blandt andre den nu sigtede mands bror i et større sagskompleks om organiseret narkotikakriminalitet. Under efterforskningen blev det ved hjælp af videoovervågning, aflytning og hemmelige ransagninger afdækket, at manden sammen med broren og to andre formodede medgerningsmænd skulle have deltaget i håndteringen af de ulovlige stoffer.

I 2024 blev manden og de tre formodede medgerningsmænd, hvoraf de to var brødre til manden, anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. og 2. pkt., om grov narkotikakriminalitet. Under grundlovsforhøret blev de fire sigtede varetægtsfængslet på kollusionsrisiko i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3. Byretten fandt således, at der var begrundet mistanke om, at de sigtede var skyldige i det konkrete forhold, og at der under hensyn til de sigtedes indbyrdes relationer sammenholdt med sagens alvorlige karakter var bestemte grunde til at antage, at de sigtede på fri fod ville vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at samstemme deres forklaringer. 

Den sigtede mand var tidligere dømt for overtrædelser af straffeloven, men frifundet efter straffelovens § 16, stk. 2. Under den aktuelle straffesag bestemte retten ved en efterfølgende fristforlængelse, at manden i lyset af de lægelige oplysninger burde være varetægtsfængslet i surrogat på en passende institution i medfør af retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3.

Mandens to brødre fik efterfølgende deres sager afgjort som tilståelsessager. Den sidste formodede medgerningsmand forblev varetægtsfængslet.

Varetægtsfængslingen af den sigtede mand blev herefter frivilligt forlænget flere gange, indtil byretten efter forsvarerens protest på ny tog stilling til spørgsmålet om fortsat varetægtsfængsling.

Byretten bestemte, at manden fortsat skulle varetægtsfængsles i surrogat

Byretten fandt, at mistankegrundlaget var uændret. Da den sidste formodede medgerningsmand ikke havde afgivet forklaring i sagen, fandt retten, at der stadig var bestemte grunde til at antage, at den sigtede mand på fri fod ville vanskeliggøre forfølgning i sagen, navnlig ved at samstemme forklaringer med den formodede medgerningsmand. Det forhold, at den formodede medgerningsmand stadig var varetægtsfængslet, var ifølge retten ikke af afgørende betydning.

Byretten fandt herefter, at grundlaget for rettens tidligere kendelser fortsat var til stede, og bestemte, at manden fortsat skulle være varetægtsfængslet i surrogat, jf. retsplejelovens § 762 stk. 1, nr. 3, jf. § 765, stk. 2, nr. 3.

Den formodede medgerningsmand blev samme dag afhørt af politiet.

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse

Manden kærede byrettens kendelse til landsretten, som stadfæstede afgørelsen. Som begrundelse anførte landsretten, at landsretten var enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor, og det, der var anført for landsretten, ikke kunne føre til et andet resultat.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/02321.