Om nedsættelse af erstatningskrav efter erstatningsansvarslovens § 24

Ved en episode i 2007 havde skadevolderen tildelt en forurettet flere knytnæveslag og spark i ansigtet og på kroppen. Hun havde endvidere truet den forurettede og spyttet og hevet hende i håret. Skadevolderen blev senere i 2007 dømt i straffesagen for overtrædelse af straffelovens §§ 123, 244 og 260.

Som følge af hændelsen pådrog forurettede sig betydelige skader både fysisk og psykisk, og forurettede gennemgik et årelangt forløb i kommunalt regi med henblik på udredning af arbejdsevnen.

I 2017 vurderede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring forurettedes midlertidige erhvervsevnetab til at være 50%, og i 2018 traf Erstatningsnævnet afgørelse efter offererstatningsloven om at tilkende forurettede erstatning på 2.115.000 kr. for midlertidigt tab af erhvervsevne og 50.000 kr. for udgifter til advokat.

Politiet traf i 2020 afgørelse om at rette regreskrav mod skadevolder for det erstatningsbeløb, som var blevet udbetalt til forurettede i henhold til Erstatningsnævnets afgørelse.

Skadevolder, der havde en årlig indkomst på ca. 230.000 kr., afviste at anerkende erstatningskravet, og Civilstyrelsen lagde derfor sag an mod skadevolder i 2021.

Byretten dømte skadevolder til at betale det fulde erstatningsbeløb

Byretten fandt, at dansk rets almindelige betingelser om erstatningsansvar efter bevisførelsen var opfyldt, og at erstatningsbeløbet, som var udbetalt til forurettede i henhold til Erstatningsnævnets afgørelse, kunne kræves betalt af skadevolder.

Spørgsmålet for byretten var herefter, om der var grundlag for at anvende erstatningsansvarslovens § 24, hvorefter erstatningsansvar kan nedsættes eller bortfalde, når ansvaret vil virke urimeligt tyngende for den erstatningsansvarlige, eller når ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt. I denne forbindelse udtalte byretten, at der ved vurderingen heraf måtte lægges vægt på, at skadevolders erstatningsansvar udsprang af, at hun forsætligt havde begået personfarlig kriminalitet med alvorlige følger for forurettede. Byretten udtalte også, at skadevolders indtægt var over det niveau, der sædvanligvis kunne karakteriseres som en særlig lav indtægt, og at bestemmelsen ifølge forarbejderne er en sikkerhedsventil, der kun forudsættes anvendt rent undtagelsesvis, hvor de erstatningsretlige regler ellers ville føre til urimelige resultater.

Efter en samlet vurdering fandt byretten således, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at der rent undtagelsesvis var grundlag for at lade skadevolders erstatningsansvar nedsætte eller bortfalde. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at det måtte anses for tvivlsomt, om skadevolder på noget tidspunkt ville blive i stand til at betale det betydelige erstatningsbeløb.

Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse

Landsretten tiltrådte, at skadevolder havde pådraget sig et erstatningsansvar. Landsretten tiltrådte ligeledes, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at der var grundlag for rent undtagelsesvist at nedsætte erstatningskravet eller lade det bortfalde efter erstatningsansvarslovens § 24.

Herudover bemærkede landsretten, at den tid, der var gået fra voldsepisoden i 2007 til den endelige behandling af erstatningskravet ikke kunne føre til et andet resultat. Landsretten stadfæstede på denne baggrund byrettens afgørelse.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/27813.