Om ophævelse af rejseforbehold i en straffesag

I straffesagen var en person sigtet for flere forhold af voldtægt og legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter eller mishandling, jf. straffelovens §§ 216 og 245, stk. 1, samt for flere forhold af overtrædelse af straffelovens §§ 232, 244 og 260.

Sigtedes advokat anmodede om ophævelse af rejseforbeholdet blandt andet under henvisning til, at advokaten igennem en længere årrække havde været forsvarer for sigtede i flere straffesager, ligesom han havde været advokat for sigtede i flere tvangsanbringelsessager.

Byretten ophævede ikke rejseforbeholdet

Byretten tog ikke anmodningen om ophævelse af rejseforbeholdet til følge.

Byretten anførte, at det følger af retsplejelovens § 334, stk. 3, jf. § 741, stk. 1, 2. pkt., at retten kan bestemme, at en advokat, som efter sigtedes anmodning er beskikket som forsvarer, skal have godtgørelse for sine rejseudgifter ud over, hvad der tilkommer en advokat, der er antaget ved den pågældende ret. Byretten anførte også, at der ved vurderingen heraf skal lægges vægt på, om der er en rimelig begrundet interesse i, at den pågældende advokat giver møde uden for sit hjemsted, og at der ved vurderingen blandt andet bør tages hensyn til sagens art og størrelsen af merudgifterne.

Uanset sagens alvorlige karakter og oplysningerne om klientrelationen fandt byretten ikke – efter en samlet vurdering af sagens omfang og de forventede rejseomkostninger – at der var grundlag for at ophæve rejseforbeholdet.

Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse

Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse og tiltrådte de af byretten anførte grunde. Under henvisning hertil fandt landsretten således, at der ikke var grundlag for at ophæve rejseforbeholdet, jf. retsplejelovens § 334, stk. 3, jf. § 741, stk. 1, 2. pkt.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/23490.