Om straf for ulovlig indrejse i Danmark med henblik på at søge asyl

Den tiltalte, der var ukrainsk statsborger, blev i februar 2023 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter særloven om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine. Ved en dom af 11. oktober 2023 blev tiltalte idømt fængsel i 4 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år for vold og trusler.

I marts 2024 indrejste tiltalte igen i Danmark, hvor han søgte asyl. Han blev herefter tiltalt for overtrædelse af udlændingelovens § 59 b, stk. 2, ved at være indrejst i Danmark, selv om han ved dommen af 11. oktober 2023 var udvist med indrejseforbud i 6 år.

Byretten fandt tiltalte skyldig

Byretten fandt tiltalte skyldig i overtrædelse af udlændingelovens § 59 b, stk. 2. Byretten fandt, at det forhold, at den tiltalte var statsborger i Ukraine, og at han havde søgt asyl i Danmark, ikke kunne føre til et andet resultat.

Straffen blev fastsat til fængsel i 1 år. Straffen var en fællesstraf med reststraffen efter prøveløsladelse i forbindelse med dommen af 11. oktober 2023. Tiltalte blev endvidere på ny udvist med indrejseforbud i 6 år.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Tiltalte ankede byrettens dom til landsretten, hvor han blandt andet gjorde gældende, at han som følge af Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1, ikke kunne straffes for at være indrejst ulovligt i Danmark, subsidiært at der skulle ske strafbortfald under hensyn til bestemmelsen.

Landsretten fandt tiltalte skyldig og udtalte, at spørgsmålet herefter var, hvorvidt Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1, var til hinder for, at den ukrainske statsborger blev straffet.

Ifølge bestemmelsen skal flygtninge, som kommer direkte fra et område, hvor deres liv eller frihed truedes i den i konventionens artikel 1 anførte betydning, og som uden tilladelse indrejser i et land, der har tilsluttet sig konventionen, ikke kunne straffes for ulovlig indrejse, forudsat at de uopholdeligt henvender sig til myndighederne og godtgør, at de har haft rimelig grund til deres ulovlige indrejse.

Kompetencen til at afgøre, hvorvidt tiltalte ved sin indrejse var omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1, tilkom Udlændingestyrelsen og som klageinstans Flygtningenævnet. Der skulle derfor ikke under straffesagen tages stilling til, hvorvidt han ved sin indrejse var omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1.

Landsretten fandt, at selvom tiltalte var omfattet af konventionens artikel 1 ved indrejsen i Danmark, kunne konventionens artikel 31, stk. 1, ikke føre til, at han ikke skulle straffes for sin ulovlige indrejse, da landsretten fandt, at betingelsen om, at flygtningen skal have haft rimelig grund til den ulovlige indrejse, ikke var opfyldt.

Landsretten lagde vægt på, at tiltalte ved dommen af 11. oktober 2023 var blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år, og at han desuagtet besluttede sig for at rejse til netop Danmark for at ansøge om asyl, uanset at der ikke var noget til hinder for, at han indrejste i f.eks. et andet EU-land og ansøgte om asyl dér. Der forelå heller ikke nogen omstændigheder, der af andre grunde eventuelt kunne tilsige, at tiltalte rejste til Danmark for at ansøge om asyl som f.eks. nære familiemedlemmers bopæl i Danmark. Tiltaltes forklaring om, at Dublin-forordningen var grunden til, at han ikke tog til et af de lande i EU, hvor hans to børn opholdt sig, idet han regnede med, at han i givet fald ville blive overført til Danmark, kunne ikke føre til en anden vurdering. 

Landsretten fandt straffen passende og tiltrådte, at tiltalte var udvist med indrejseforbud i 6 år.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/23200.