05 mar. 2025
Procesbevillingsnævnet
Salær til en beskikket advokat i en erstatningsansvarssag
Procesbevillingsnævnet har den 4. marts 2025 meddelt en beskikket advokat tilladelse til kære til Højesteret af en beslutning om salær, der er truffet af Østre Landsret den 25. oktober 2024 (BS-49811/2023)
Retssagen vedrørte Civilstyrelsens regreskrav mod en skadevolder i anledning af en erstatning, som Erstatningsnævnet havde udbetalt til en forurettet i medfør af offererstatningsloven, herunder om der var grundlag for at lade skadevolders erstatningsansvar bortfalde eller nedsætte efter erstatningsansvarslovens § 24. Advokaten repræsenterede skadevolder i byretten og landsretten.
Skadevolder blev i byretten dømt til at betale kravet og ankede dommen til landsretten.
Skadevolder fik i landsretten efter retsplejelovens § 259, stk. 3., 2. pkt. (nu § 259, stk. 4, 2. pkt.), beskikket den samme advokat, som havde repræsenteret hende under sagens behandling for byretten.
Landsretten tilkendte advokaten et salær på 63.000 kr. ekskl. moms
Landsretten stadfæstede byrettens dom, og advokaten indleverede herefter salæropgørelse til landsretten, hvori han indstillede til et salær på 110.000 kr. ekskl. moms med tillæg af kørselsgodtgørelse og udlægsgodtgørelse under henvisning til sagens kompleksitet, sagens værdi samt tidsforbruget i sagen. Herudover henviste advokaten til landsretspræsidenternes notat om sagsomkostninger i civile sager.
Landsretten tilkendte advokaten et salær på 63.000 kr. ekskl. moms med tillæg af kørselsgodtgørelse og udlægsgodtgørelse. Om fastsættelsen af salæret anførte landsretten i en efterfølgende retsbog som svar på advokatens anmodning om redegørelse for det fastsatte salær, at der var taget hensyn til sagens værdi, sagens omfang og det udførte arbejde i sagen, herunder hovedforhandlingens varighed, sagens materiales omfang, og den kortfattede ankestævning.
Herudover bemærkede landsretten, at det fastsatte salær svarede til de sagsomkostninger, der var blevet tilkendt Civilstyrelsen.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/28304