Spørgsmål om forbrugers opsigelse af leasingaftale

Sportsklubben indgik i 2018 via en forhandler en aftale om leasing af to ladestandere til mobiltelefoner. Ladestanderne var ejet af leasinggiver. Af de generelle betingelser til leasingaftalen fremgik, at aftalen var uopsigelig i aftalens grundperiode på 60 måneder (5 år). Sideløbende med leasingaftalen indgik sportsklubben med forhandleren en promoveringsaftale, således at forhandleren via reklameaftaler på ladestanderne skulle skaffe reklameindtægter til sportsklubben til udligning af leasingudgiften. Aftalen om leasing skulle på den måde, efter sportsklubbens opfattelse, være nogenlunde udgiftsneutral.

Sportsklubben, der ikke mente, at forhandleren levede op til promoveringsaftalen, skrev i december 2019 til leasinggiver, at klubben ønskede at sætte leasingaftalen i bero under henvisning til, at forhandleren ikke overholdt sine forpligtelser. Hertil svarede leasinggiver, at aftalen ikke kunne sættes i bero. Sportsklubben fastholdt, at klubben ønskede at sætte leasingaftalen i bero. Sportsklubben betalte dog alle leasingydelser til og med 2. kvartal 2020, men betalte ikke de efterfølgende ydelser.

Som følge af den manglende betaling ophævede leasinggiver i oktober 2020 leasingaftalen og fremsatte overfor sportsklubben krav på betaling af leasingydelserne for 3. og 4. kvartal 2020 samt betaling af de fremtidige ydelser indtil grundperiodens udløb.

I december 2020 anlagde leasinggiver sag mod sportsklubben med påstand om betaling af knap 118.000 kr. svarende til kvartalsvise leasingydelser (inkl. kreditrente) for perioden 1. juli til 31. december 2020, fremtidige leasingydelser i aftalens grundperiode tilbagediskonteret til nutidsværdi samt ladestandernes restværdi. Sportsklubben påstod frifindelse, og adciterede forhandleren, idet klubben overfor denne blandt andet nedlagde en påstand om friholdelse for det beløb, klubben måtte blive pålagt at betale i hovedsagen. 

Under sagen blev der blandt andet rejst spørgsmål om, hvorvidt sportsklubben i det konkrete aftaleforhold måtte anses for at være en forbruger, samt om og i givet fald hvornår sportsklubben havde opsagt leasingaftalen. 

Byretten tog leasinggivers påstand om betaling (hovedsagen) og sportsklubbens påstand om friholdelse (adcitationssagen) til følge

Byretten fandt efter en konkret vurdering, at sportsklubben i det konkrete aftaleforhold måtte anses for at være erhvervsdrivende. Sportsklubben havde derfor – og da leasingaftalen i øvrigt ikke kunne tilsidesættes som følge af ugyldighed og/eller bristede forudsætninger – været forpligtet til at betale leasingydelserne i aftalens uopsigelige grundperiode. Retten tog derfor i hovedsagen leasinggivers betalingspåstand til følge.

I adcitationssagen fandt retten, at sportsklubben i forhold til forhandleren var bragt i en vildfarelse omkring aftalens forventede økonomiske vilkår (reklameindtægterne), hvorfor der forelå bristede forudsætninger. Sportsklubben blev derfor givet medhold i sin friholdelsespåstand.

Sportsklubben ankede byrettens dom i hovedsagen.

Landsretten ændrede byrettens dom og frifandt sportsklubben for leasinggivers betalingspåstand

Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at leasinggiver ikke havde løftet bevisbyrden for, at leasingaftalen ikke var en forbrugeraftale. Da leasingaftalen således måtte anses for en forbrugeraftale, kunne sportsklubben opsige leasingaftalen med en måneds varsel til udgangen af en måned, jf. forbrugeraftalelovens § 28, stk. 1. Leasinggiver havde været forpligtet til at oplyse om denne opsigelsesadgang, jf. § 28, stk. 3.

Landsretten fandt herefter, at svømmeklubben måtte anses for at have opsagt leasingaftalen til udgangen af 2. kvartal 2020, hvor klubben stoppede betalingen. Landsretten lagde herved vægt på, at sportsklubben i december 2019 havde anmodet om at få sat leasingaftalen i bero, at leasinggiver ikke i den forbindelse havde oplyst om opsigelsesretten ifølge forbrugeraftaleloven, samt at klubben betalte leasingydelsen til og med 2. kvartal 2020.

Sportsklubben blev herefter frifundet for leasinggivers betalingspåstand, og landsretten ændrede således byrettens dom.  

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/27922.