Strafudmåling i to straffesager om narkotikakriminalitet

I den ene sag var den tiltalte tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 1. og 2. pkt., jf. stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., ved at have indsmuglet, modtaget, besiddet og videreoverdraget i alt 220,1 kg. kokain og 12 kg. hash. Anklagemyndigheden havde også nedlagt påstand om strafforhøjelse i medfør af straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., og påstand om at tiltalte skulle udvises af Danmark med et indrejseforbud for bestandig. Tiltalte nægtede sig skyldig i byretten, og han konverterede en bevisanke til en udmålingsanke under ankesagens forberedelse. Tiltalte var tidligere straffet for overtrædelse af straffelovens § 121.

I den anden sag var den tiltalte ligeledes tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 1. og 2. pkt., jf. stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt. ved at have indsmuglet, modtaget, besiddet og videreoverdraget ikke under 24 kg kokain. Tiltalte nægtede sig skyldig i byretten, og han konverterede ligeledes en bevisanke til en udmålingsanke under ankesagens forberedelse. Tiltalte var tidligere straffet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, samt for overtrædelser af færdselsloven.

Straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, blev ændret ved lov nr. 661 af 11. juni 2024. Forud for lovændringen skulle det ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som en formildende omstændighed, at gerningspersonen frivilligt havde angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse. Med lovændringen er ordlyden af bestemmelsen ændret således, at det ikke længere er et krav, at gerningspersonen har angivet sig selv, da det nu blot fremgår, at det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed, at gerningspersonen har aflagt tilståelse.

I den ene sag idømte byretten den tiltalte 17 års fængsel og udviste ham med et indrejseforbud i 6 år. I den anden sag idømte byretten den tiltalte 11 års fængsel

I den første sag fandt byretten det bevist, at tiltalte var skyldig. Straffen blev fastsat til fængsel i 17 år, og blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89. Ved straffastsættelsen lagde byretten vægt på mængden af kokain, at der var tale om organiseret kriminalitet, på tiltaltes rolle i organisationen, og på at straffen henset hertil var fastsat i medfør af straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt. Den tiltalte blev desuden udvist med et indrejseforbud i 6 år.

I den anden sag fandt byretten det ligeledes bevist, at tiltalte var skyldig. Straffen blev fastsat til fængsel i 11 år. Ved straffastsættelsen lagde byretten vægt på mængden af kokain, tiltaltes rolle, at der var tale om organiseret kriminalitet, og på at straffen var fastsat som en fællesstraf.

I den ene sag stadfæstede landsretten byrettens dom med den ændring, at tiltalte blev udvist med indrejseforbud for bestandig. I den anden sag stadfæstede landsretten byrettens dom

I den første sag tiltrådte landsretten, at straffen var fastsat i medfør af straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt. Anklagemyndigheden havde påstået formildelse af den af byretten udmålte straf under henvisning til blandt andet, at tiltaltes frafald af bevisanke havde medført en betydelig ressourcebesparelse. Landsretten fandt ikke, at der forelå en tilståelse som anført i straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, og at der ikke i forarbejderne til bestemmelsen var holdepunkter for, at det at ændre en bevisanke til en udmålingsanke skulle medføre formildelse, selv om der ville være en ressourcebesparelse herved. Landsretten fandt herefter af de grunde, der var anført af byretten, den af byretten udmålte straf, der tillige var blevet fastsat i medfør af straffelovens § 89, var passende, uanset at anklagemyndigheden efter det oplyste havde aftalt med tiltalte og forsvareren at nedlægge formildelsespåstanden. Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at udvisning med indrejseforbud for bestandig ikke ville være et uproportionalt indgreb efter EMRK art 8, og landsretten stadfæstede herefter byrettens dom med den ændring, at tiltalte blev udvist med indrejseforbud for bestandigt.

I den anden sag fandt landsretten, at der ikke var grundlag for at fastslå, at byretten burde have udmålt en kortere fængselsstraf end fængsel i 11 år. Landsretten bemærkede, at der ikke for byretten havde været anledning til at overveje, om sagen kunne fremmes efter reglerne om tilståelsessager, jf. retsplejelovens § 831, og at straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, alene fandt anvendelse ved sagernes behandling i første instans. Landsretten fandt herefter, at den omstændighed, at tiltalte havde frafaldet sin bevisanke, ikke bevirkede, at ankesagen kunne anses for at udgøre en tilståelsessag eller i øvrigt sidestilles med en sådan, hvorfor straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, ikke fandt anvendelse. Landsretten fandt ikke grundlag for at tillægge tiltaltes bevisankefrafald formildende virkning, uanset at anklagemyndigheden efter drøftelser med forsvarsadvokaten med henvisning til netop ressourcebesparelsen havde påstået formildelse. På denne baggrund stadfæstede landsretten byrettens dom, idet straffen dog blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/32444 og 24/32566.

Procesbevillingsnævnet har tidligere meddelt bevilling i fem sager, som vedrører en tilsvarende problemstilling. Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/22072, 24/22229, 24/25884, 24/26430 og 24/28592.