Tvangsfuldbyrdelse af samvær

Forældrene fik sammen et barn i 2012.

Der verserede efterfølgende en faderskabssag ved domstolene igennem ca. 10 år, hvorefter samværsforælderen blev anerkendt som barnets juridiske forælder.

Herefter anmodede samværsforælderen om fastsættelse af samvær for barnet, og i forbindelse med sagens behandling for familieretten blev der indhentet en udtalelse fra en børnesagkyndig psykolog, der blandt andet konkluderede, at det havde haft store omkostninger for barnet ikke at have kontakt til samværsforælderen. 

Familieretten traf afgørelse i sagen, hvorefter der skulle gennemføres 4 overvågede samvær mellem barnet og samværsforælderen. Sagen blev indbragt for landsretten, der ændrede familierettens dom således, at barnet skulle have 10 overvågede samvær med samværsforælderen.

Idet bopælsforælderen ikke udleverede barnet til det overvågede samvær med samværsforælderen, anlagde samværsforælderen en tvangsfuldbyrdelsessag med henblik på at få barnet udleveret.

Familieretten afsagde kendelse om, at bopælsforælderen skulle udlevere barnet til samvær med samværsforælderen, da fuldbyrdelse af samværet kunne ske under hensyn til barnets bedste og varetage barnets bedste. Bopælsforælderen blev desuden pålagt at betale tvangsbøder pr. gang, der ikke skete udlevering. 

Bopælsforælderen udleverede dog fortsat ikke barnet til samvær. 

Familieretten besluttede herefter at afholde retsmøde i sagen med deltagelse af en børnesagkyndig psykolog, der konkluderede, at der ikke var noget til hinder for, at der kunne etableres overvåget samvær mellem barnet og samværsforælderen. Den børnesagkyndige psykolog konkluderede dog også, at der alene stod tilbage at tvangsudlevere barnet, hvilket virkede uhensigtsmæssigt og potentielt traumatiserende og derfor ikke kunne anbefales.

Familieretten fandt, at samværet ikke kunne tvangsfuldbyrdes til barnets bedste

Familieretten lagde til grund, at bopælsforælderen ikke på nogen måde havde medvirket til at skabe kontakt mellem barnet og samværsforælderen, og at bopælsforælderen – uanset pålæg af tvangsbøder – ikke havde medvirket til, at de fastsatte overvågede samvær kunne gennemføres. Familieretten lagde også til grund, at bopælsforælderen uden rimelig grund igennem mange år havde forhindret samværsforælderen i at få kontakt til barnet. 

Desuagtet fandt familieretten, at det i hvert fald på nuværende tidspunkt ikke ville være bedst for barnet at blive tvangsudleveret til samvær med samværsforælderen. Familieretten lagde vægt på den børnesagkyndiges konklusion vedrørende en tvangsudlevering, og at en tvangsudlevering ikke ville være en endelig eller hensigtsmæssig løsning på sagen, idet det formentlig ville medføre en optrapning af konfliktniveauet mellem parterne.

Familieretten fandt på denne baggrund, at samværet ikke kunne tvangsfuldbyrdes til barnets bedste.

Landsretten stadfæstede familierettens kendelse

Landsretten tiltrådte, at der af hensyn til barnet og varetagelsen af barnets bedste ikke på nuværende tidspunkt kunne ske fuldbyrdelse af samvær efter reglerne i retsplejelovens kapitel 42 b uanset, at bopælsforælderen uden rimelig grund igennem mange år havde forhindret samværsforælder i at få kontakt til barnet. 

På denne baggrund stadfæstede landsretten familierettens kendelse.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/03559.