Udvisning af udlænding, der var straffri som følge af utilregnelighed

Tiltalte, der var irakisk statsborger, var kommet til Danmark som 5-årig. Han var tidligere straffet, herunder for personfarlig kriminalitet, og han var en gang tidligere betinget udvist af Danmark. Tiltalte var ugift og havde ikke børn, men havde en kæreste, ligesom hans forældre og søskende var bosiddende i Danmark.

Den tiltalte var i den foreliggende sag tiltalt for forsøg på manddrab ved at have stukket en mand flere gange med en køkkenkniv, hvorved forurettede kom i livsfare.

Retslægerådet afgav erklæring i sagen og vurderede, at tiltalte på tidspunktet for det omhandlede forhold havde befundet sig i en ikke blot forbigående tilstand af sindssygdom, hvilket sandsynligvis havde sammenhæng med et forudgående rusmiddelmisbrug, og at tiltalte var omfattet af straffelovens § 16, stk. 1. Det fremgik af en mentalerklæring udarbejdet til brug for sagen, at tiltalte var sindssyg på tidspunktet for drabsforsøget, og at tilstanden havde bestået over flere uger, men at tiltalte ikke på tidspunktet for mentalundersøgelsen blev vurderet sindssyg. Det fremgik tillige, at denne sindssygdom var udløst og forårsaget af et længerevarende misbrug af euforiserende stoffer.

Byretten dømte den tiltalte til anbringelse på psykiatrisk afdeling uden længstetid og udviste tiltalte af Danmark med indrejseforbud i 6 år

Byretten fandt tiltalte skyldig i drabsforsøg, men straffri under henvisning til straffelovens § 16, stk. 1. Tiltalte blev dømt til at undergive sig psykiatrisk behandling uden fastsættelse af længstetid.

For så vidt angik spørgsmålet om udvisning anførte byretten, at der ved afgørelsen om udvisning skal foretages en proportionalitetsafvejning, hvor blandt andet karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet tillægges vægt. Den omstændighed, at en person er straffri som følge af utilregnelighed, kan dog begrænse den vægt, det strafbare forhold kan tillægges i proportionalitetsvurderingen. Byretten anførte tillige, at varigheden af et indrejseforbud har betydning ved vurderingen af, om udvisning indebærer et uproportionalt indgreb.

Byretten lagde til grund, at ansøgers tilknytning til Danmark var væsentlig stærkere end hans tilknytning til Irak, men at tiltalte var meget dårligt integreret i det danske samfund. I kraft af tiltaltes opvækst i Irak indtil det 5. år, opholdet i Danmark sammen med familien og tiltaltes sprogkundskaber fandt byretten, at tiltalte ikke var ganske uden forudsætninger for at klare sig efter en udsendelse til Irak. Byretten fandt herefter, at udvisning af tiltalte ikke med sikkerhed ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser. Henset til, at tiltalte var fundet straffri som følge af utilregnelighed grundet en tilstand af sindssygdom på gerningstidspunktet, og at hans tilknytning til Irak måtte anses for meget begrænset, fandt byretten, at indrejseforbud for bestandig ville være et uproportionalt indgreb. Tiltalte blev derfor udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten tiltrådte, at tiltalte var straffri efter straffelovens § 16, stk. 1, og fandt ligeledes, at han skulle dømmes til anbringelse på psykiatrisk afdeling uden længstetid.

Landsretten tiltrådte tillige, at tiltalte var udvist med indrejseforbud i 6 år. Udover det, der var anført af byretten, henviste landsretten bl.a. til, at det fremgik af mentalerklæringen, at tiltalte siden 15-års alderen havde haft et stofmisbrug, at den sindssygelige tilstand på gerningstidspunktet sandsynligvis var udløst af brug af euforiserende stoffer, og at tiltalte ikke var vurderet sindssyg på tidspunktet for mentalerklæringen.

Landsrettens stadfæstede derfor byrettens dom.  

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/02962.