Varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen

En kvinde blev sigtet for drab efter straffelovens § 237, subsidiært overtrædelse af straffelovens § 238, stk. 1, hvorefter en moder, som dræber sit barn under eller straks efter fødslen, og det må formodes, at hun har handlet i nød, af frygt for vanære eller under påvirkning af en ved fødslen fremkaldt svækkelse, forvirring eller rådvildhed, straffes med fængsel indtil 4 år. Kvinden nægtede sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 237, men erkendte overtrædelse af straffelovens § 238. Hun blev under et grundlovsforhør varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, om påvirkningsrisiko.

På et efterfølgende retsmøde om forlængelse af varetægtsfængslingen påstod anklagemyndigheden kvinden varetægtsfængslet på det hidtidige grundlag, subsidiært efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, om retshåndhævelsesarrest.

Byretten løslod kvinden

Byretten fandt, at det måtte formodes, at kvinden dræbte barnet af frygt for vanære eller under påvirkning af en ved fødslen fremkaldt svækkelse, forvirring eller rådvildhed, jf. retsplejelovens § 238. Ifølge byretten var mistankekravet for så vidt angik straffelovens § 237 ikke opfyldt, ligesom der ikke var bestemte grunde til at frygte, at kvinden på fri fod ville kunne vanskeliggøre forfølgningen i sagen.

Herefter fandt byretten, at der ikke var grundlag for varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, eller § 762, stk. 2, nr. 1, og kvinden blev derfor løsladt.

Anklagemyndigheden kærede kendelsen.

Landsretten ændrede kendelsen, så kvinden fortsat skulle være varetægtsfængslet

Af de grunde, der var anført af byretten, tiltrådte landsretten, at der ikke var grundlag for varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3.

Landsretten fandt, at der var særligt bestyrket mistanke om, at kvinden havde gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 237. Det forhold, at kvinden gjorde gældende, at forholdet skulle henføres under straffelovens § 238, kunne ifølge landsretten ikke ændre ved vurderingen.

Da hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnedes at kræve, at kvinden ikke var på fri fod, fandt landsretten, at hun burde forblive varetægtsfængslet i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, om retshåndhævelsesarrest.