Værd at vide om nævnets praksis

Når der søges om fri proces i Civilstyrelsen, er det efter praksis en betingelse, at ansøgningen er indgivet i god tid inden hovedforhandlingen af sagen, således at ansøgningen om fri proces kan færdigbehandles, inden retssagen er afsluttet. Indgives ansøgningen for sent, vil ansøgningen blive afvist.

Baggrunden for denne praksis om ”for sent søgt” er, at det er en forudsætning for at meddele fri proces, at der foreligger en aktuel procesrisiko, dvs. at udfaldet af sagen ikke må være kendt på forhånd. Fri proces har således til formål at lette adgangen til domstolene og dermed ikke at garantere dækning af sagsomkostninger mv. i allerede afgjorte sager. Der anses som udgangspunkt ikke længere at foreligge en aktuel procesrisiko, når en sag er hovedforhandlet eller afsluttet.

Nævnets praksis om ”for sent søgt” er baseret på en helt konkret vurdering af sagen på baggrund af navnlig, hvornår sagen er anlagt, om der kunne være ansøgt om fri proces før, hvornår hovedforhandlingen blev berammet, samt hvornår alle nødvendige oplysninger for sagens behandling er fremsendt.

Efter nævnets praksis vil der som udgangspunkt være ansøgt om fri proces i rette tid, hvis ansøgningen er indgivet til Civilstyrelsen (senest) fire uger før tidspunktet for hovedforhandling af sagen eller ved manglende hovedforhandling tidspunktet for afslutningen af sagen. Dette gælder dog kun, hvis sagen ved indgivelsen er klar til behandling og dermed, at der er vedlagt de bilag og oplysninger, der ifølge bekendtgørelsen om fri proces skal vedlægges ansøgningen. En senere indgivelse af en ansøgning kan efter en konkret vurdering undtagelsesvis anses for rettidigt indgivet ud fra et synspunkt om, hvornår der havde været anledning til at søge, f.eks. i tilfælde af en sags udvikling eller en meget kort berammelsestid.

Der opstår løbende sager, hvor der kan være tvivl om, hvorvidt det er fri procesmyndighederne eller domstolene, der har kompetence til at give fri proces. Fri procesmyndighedernes kompetence til at give fri proces er reguleret i retsplejelovens § 328 og § 329, mens domstolenes kompetence navnlig er reguleret i § 327, der blandt andet angår fri proces til visse familieretlige sager i første instans og til appelsager, når ansøgeren helt eller delvis har fået medhold i den foregående instans, og sagen er appelleret af modparten.

Der findes dog også i retsplejeloven udover § 327 flere andre hjemler, som regulerer domstolenes kompetence til at meddele fri proces. Hvis der er tale om en fogedsag, reguleres domstolenes kompetence i § 500, stk. 2, hvorefter fogedretten kan give en person, der opfylder de økonomiske betingelser efter § 325, fri proces, hvis den pågældende har behov for advokatbistand for fogedretten. I disse tilfælde vil fri procesmyndighederne alene have kompetence til at meddele fri proces efter bestemmelsen i retsplejelovens § 329, hvorefter der kan gives fri proces, når særlige grunde taler for det. Det er dog i så fald, som ved andre sager om fri proces, en forudsætning, at ansøgningen er indgivet i god tid inden hovedforhandlingen af sagen eller ved manglende hovedforhandling tidspunktet for afslutningen af sagen, således at ansøgningen om fri proces kan færdigbehandles, inden retssagen er afsluttet.

Hvis retten har særlig hjemmel til at beskikke en advokat for en part, hvilket er tilfældet i nogle sagstyper, og sådanne hjemler findes forskellige steder i retsplejeloven, udelukker dette ikke nødvendigvis, at fri procesmyndighederne også har mulighed for at meddele den pågældende fri proces. I eksempelvis værgemålssager, hvor retten efter retsplejelovens § 460 kan beskikke en advokat for sagens parter, hvis de har behov for advokatbistand, vil der tillige kunne søges om fri proces til sagen hos Civilstyrelsen.

I nogle særlige tilfælde kan der opstå tvivl om, hvorvidt der indbyrdes mellem fri procesmyndighederne er den nødvendige kompetence til at påse de samme forhold. Med andre ord behandler Procesbevillingsnævnet til tider klager over Civilstyrelsens afgørelser, hvor der opstår spørgsmål om, hvorvidt nævnet er kompetent til at tage stilling til den pågældende sag.

Som eksempel på et tilfælde, hvor Procesbevillingsnævnet ikke har kompetence, kan nævnes særskilte klager over Civilstyrelsens afslag på hastebehandling af en sag om fri proces. Dette forhold vil dog kunne inddrages under en eventuel senere klagesag ved nævnet i forbindelse med Civilstyrelsens efterfølgende afgørelse om afslag på fri proces. Generelle klager over Civilstyrelsens sagsbehandling vil i stedet kunne indbringes for Folketingets Ombudsmand.

Som eksempel på et tilfælde, hvor Procesbevillingsnævnet derimod har kompetence, kan nævnes klager over Civilstyrelsens afgørelser om afslag på dispensation fra kravet om anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning ved indgivelse af en ansøgning om fri proces. Der er i disse tilfælde ikke tale om et afslag på fri proces i sin klassiske forstand, og spørgsmålet er derfor, om sådanne afgørelser kan påklages til Procesbevillingsnævnet. Procesbevillingsnævnet har i forbindelse med behandlingen af en sag i 2024 fundet, at Civilstyrelsens afgørelser om afslag på dispensation kunne påklages til nævnet.

Ansøgninger om fri proces er ansøgningssager, og det er det klare udgangspunkt, at det er ansøgeren, der skal godtgøre, at der er grundlag for at meddele fri proces, herunder f.eks. at ansøgeren har udsigt til at få medhold i den påstand, der ønskes nedlagt under sagen. Ansøger har således en særlig tilskyndelse til at medvirke til sagens oplysning, og det er naturligt, at ansøgeren bidrager til sagens oplysning, idet denne normalt uden større besvær kan indsende oplysninger om egne forhold, som myndighederne ellers vanskeligt vil kunne komme i besiddelse af.

Der gælder et ulovbestemt officialprincip – et undersøgelsesprincip, hvorefter fri procesmyndighederne skal sørge for sagens tilstrækkelige oplysning. Heri ligger for det første, at myndighederne skal tilvejebringe de nødvendige oplysninger vedrørende sagens faktiske og retlige grundlag, således at der kan træffes afgørelse i sagen. For det andet ligger der et krav om smidig sagsbehandling, hvilket blandt andet medfører, at myndighederne ikke må foretage unødvendige undersøgelser.

I ansøgningssager om fri proces er myndighedernes almindelige pligt til at oplyse sagen således lempet, og myndighederne kan tillægge det processuel skadevirkning, hvis ansøgeren undlader at indsende de pågældende oplysninger, herunder oplysninger, som underbygger, at bevisbyrden under retssagen kan løftes.

Fri procesmyndighederne anmoder almindeligvis ansøgeren om at indsende oplysninger, som denne sidder inde med, eller som ansøgeren uden besvær eller omkostninger kan tilvejebringe, men myndighederne har samtidig ikke pligt til at iværksætte yderligere sagsoplysning – eller at sikre, at ansøgeren gør bestemte forhold gældende – og kan i mangel af de anmodede oplysninger træffe afgørelse på det foreliggende grundlag, såfremt dette må anses for at være tilstrækkeligt. I de tilfælde, hvor det må lægges til grund, at ansøgeren ved en fejl går ud fra, at nogle bestemte bilag mv. er fremsendt til fri procesmyndighederne, vil myndighederne dog gøre ansøgeren opmærksom herpå og anmode om (gen)fremsendelse af disse.

Der kan efter retsplejelovens § 325, stk. 1, som udgangspunkt ikke meddeles fri proces til en sag, hvor ansøger har en retshjælpsforsikring, der dækker omkostninger forbundet med sagen. Efter forarbejderne til retsplejelovens § 329 kan fri procesmyndighederne imidlertid bortse fra, at sagen er dækket af en retshjælpsforsikring, hvis det må anses for åbenbart, at sagens omkostninger vil overskride dækningssummen, og sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt kan begrunde denne overskridelse. Ved opgørelsen af, om sagens forventede omkostninger vil overstige dækningssummen, foretager nævnet en selvstændig vurdering af sagens værdi.

Hvis ansøger har en retshjælpsforsikring, kan der endvidere søges om såkaldt omkostningsgodtgørelse efter retsplejelovens § 336, når sagen er afsluttet. Omkostningsgodtgørelse forudsætter imidlertid – ligesom fri proces – fortsat, at de økonomiske betingelser i § 325 er opfyldt. Da der først kan søges om omkostningsgodtgørelse, når sagen er afsluttet, opstår spørgsmålet, hvilke oplysninger der skal lægges til grund for vurderingen af, om de økonomiske betingelser er opfyldt, herunder hvilke oplysninger om ansøgers samlivsforhold, der skal lægges vægt på. Efter nævnets praksis er det samlivsforholdene på domsafsigelsestidspunktet, som skal lægges til grund i forbindelse med en vurdering af de økonomiske betingelser ved en ansøgning om godtgørelse efter § 336.

Det er efter retsplejelovens § 325, stk. 1, som udgangspunkt en betingelse for at opnå fri proces, at man opfylder de økonomiske betingelser, som er nærmere opregnet i bestemmelsens stk. 2-5. Betingelserne er bl.a., at ansøgeren ikke må have et såkaldt ”indkomstgrundlag”, der overstiger et bestemt niveau (indkomstgrænsen), der bliver reguleret årligt.

De nærmere regler om opgørelsen af indtægtsgrundlaget og den fastsatte indtægtsgrænse findes i bekendtgørelsen om fri proces. Bekendtgørelsen bliver ændret årligt, herunder så bl.a. indtægtsgrænsen kan justeres, men bestemmelserne om, hvorledes indtægten skal opgøres, er almindeligvis uændrede.

Ved opgørelsen af indkomstgrundlaget har ansøgerens samlivsforhold betydning, idet indtægtsgrænsen er højere, hvis man er flere i husstanden. Det betyder, at indtægtsgrænsen for ægtefæller/samlevende er højere end for enlige, ligesom der beregnes et tillæg til indkomstgrundlaget for hvert hjemmeboende barn, eller hvert barn man i øvrigt i overvejende grad forsørger.

Udgangspunktet ved vurderingen af, om ansøgeren opfylder de økonomiske betingelser, er, om ansøgerens indtægtsgrundlag ifølge årsopgørelsen for det forrige kalenderår er under eller over indtægtsgrænsen, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2. Det vil sige, at det i år 2024 er årsopgørelsen for 2022, der skal anvendes, mens det i 2023 var årsopgørelsen for 2021, der skulle anvendes. For gifte og samlevende er det ægtefællernes/samlevernes samlede indkomst ifølge årsopgørelserne for forrige kalenderår, der er relevant. Indtægten opgøres som summen af den personlige indkomst efter personskattelovens § 3 med tillæg af summen af kapitalindkomsten efter personskattelovens § 4, aktieindkomsten efter personskattelovens § 4 a og CFC-indkomsten efter personskattelovens § 4 b, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1 og 2. Der ses dog bort fra kapitalindkomsten, aktieindkomsten og CFC-indkomsten, hvis summen heraf er negativ, jf. § 1, stk. 2, 2. pkt.

Efter Procesbevillingsnævnets praksis vil en ansøger i tilfælde, hvor en klage, der modtages i perioden til og med november før årsskiftet, men som behandles af nævnet efter årsskiftet, anses for at opfylde de økonomiske betingelser, enten hvis vedkommende opfylder de økonomiske betingelser efter den bekendtgørelse, der var gældende før årsskiftet, eller hvis vedkommende opfylder de økonomiske betingelser efter den bekendtgørelse, der er gældende efter årsskiftet.

Afviger ansøgerens aktuelle indkomstforhold ifølge de foreliggende oplysninger væsentligt fra det, der er lagt til grund ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter årsopgørelserne, lægges de tilsvarende aktuelle indkomstforhold til grund, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1. Efter fri procesmyndighedernes praksis vil en indtægtsændring på mindst 15 % over en periode på ca. 3 måneder, som udgangspunkt blive anset for at være en væsentlig ændring, og hvorefter de aktuelle indkomstforhold skal lægges til grund. Hvis ansøgerens indkomst over en periode på ca. 3 måneder ikke giver et retvisende billede af ansøgerens aktuelle indkomst, kan fri procesmyndighederne også inddrage oplysninger om indkomstforhold, der ligger uden for denne periode. 

Hvis ansøgerens indtægtsgrundlag ifølge årsopgørelsen overstiger indtægtsgrænsen, og der ikke er noget i sagens oplysninger, der indikerer, at ansøgernes aktuelle indkomstforhold afviger væsentligt fra indtægten ifølge årsopgørelsen, vil Procesbevillingsnævnet ikke af egen drift anmode ansøgeren eller dennes repræsentant om at oplyse, hvorvidt de aktuelle indkomstoplysninger måtte afvige væsentligt fra indkomstgrundlaget efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1. Nævnet foretager i sådanne tilfælde heller ikke høring af ansøgeren forud for, at nævnet træffer afgørelse.

I 2024 er indtægtsgrænsen 371.000 kr. for enlige uden børn. For ansøgere, der lever i et samlivsforhold, er indtægtsgrænsen 471.000 kr. Hvis ansøgeren har børn, herunder stedbørn og plejebørn, under 18 år, som enten bor hos ansøgeren eller i overvejende grad forsørges af ansøgeren, forhøjes indtægtsgrænsen med 64.000 kr. for hvert barn, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 3 og 4.

Mindreårige

Indkomstgrundlaget beregnes som udgangspunkt på baggrund af ansøgers og ansøgers eventuelle ægtefælles eller samlevers indtægt, som det fremgår af årsopgørelsen fra det forrige år, jf. ovenfor. Når ansøger er mindreårig, vil der imidlertid kunne lægges vægt på forældrenes indkomstgrundlag, jf. bekendtgørelsens § 3. Efter forarbejderne til fri procesreglerne (betænkning nr. 1113/1987, s. 49) må det bero på et konkret skøn i den enkelte sag, om der bør tages hensyn til forældrenes økonomiske forhold, idet skønnet dog bør udøves på en sådan måde, at der kun lægges vægt på forældrenes økonomiske forhold, hvis disse er særligt gode. Vurderingen af, om forældrenes økonomiske forhold skal inddrages, foretages i praksis på baggrund af 1) forældrenes og barnets samlede indtægtsgrundlag, 2) de forventede sagsomkostninger og 3) sagens karakter.

Forældrenes økonomiske forhold inddrages dog ikke ved vurderingen af, om den mindreårige opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, når der er modstridende interesser, eller når en mindreårig er flyttet varigt hjemmefra og klarer sig uden hjælp fra forældrene.

Juridiske personer

Retsplejelovens § 325 og § 328 vedrører alene fri proces til fysiske personer. Det fremgår imidlertid af forarbejderne til § 329, at der kan meddeles fri proces til en juridisk person efter denne bestemmelse. Efter fri procesmyndighedernes faste praksis skal den juridiske person imidlertid også opfylde nogle økonomiske betingelser, men det beror på en mere konkret vurdering af den juridiske persons økonomi, om der er grundlag for at give bevilling. Det er således efter praksis blandt andet en betingelse for at anse de økonomiske betingelser for opfyldt for en juridisk person, at den juridiske person ikke uden at lide væsentlige afsavn kan betale de omkostninger, der er forbundet med sagen. Er der tale om en forening, vil det indgå, om medlemmerne ved en eventuel ekstraordinær – men mindre – kontingentbetaling vil kunne afholde udgifterne til sagen selv. Foreningens økonomi samt antallet af medlemmer har derfor betydning for vurderingen.

Uvæsentlige sagsomkostninger

Efter retsplejelovens § 325, stk. 2, opfylder en ansøger ikke de økonomiske betingelser for fri proces, hvis omkostningerne ved sagen må antage at blive uvæsentlige i forhold til ansøgerens indtægtsgrundlag.

Ved vurderingen af, om der i en sag er tale om uvæsentlige omkostninger, tager nævnet først stilling til, om ansøgeren har en så tilpas lav indtægt, at der allerede derfor ikke kan meddeles afslag på fri proces med henvisning hertil. Vurderingen af denne nedre indtægtsgrænse beregnes efter nævnets praksis ud fra den for klager relevante indtægtsgrænse inklusiv eventuelle børnetillæg ganget med 3 og divideret med 7. Dette gælder både for enlige og samlevende. Omregningsfaktoren på 3/7 er begrundet i kontanthjælpsgrænsen.

Såfremt klagers årsindtægt overstiger den nedre indtægtsgrænse, skal der foretages en vurdering af, om sagens omkostninger vil komme til at udgøre mere end 5 % af klagers årsindtægt, da der i så fald ikke er grundlag for at meddele afslag på fri proces med henvisning til uvæsentlige sagsomkostninger.

I visse sagstyper, herunder navnlig familieretlige sager, er det imidlertid nævnets praksis, at der som det klare udgangspunkt ikke gives afslag efter bestemmelsen om uvæsentlige sagsomkostninger, uanset omkostningerne forbundet med sagen måtte være beskedne.

Hvis der i en konkret sag er faktuelle oplysninger om resultatet af rettens afgørelse om sagsomkostninger i den pågældende retssag, vil disse kunne inddrages i vurderingen af, om der for ansøgeren er tale om uvæsentlige sagsomkostninger.

Efter retsplejelovens § 328, stk. 1, jf. § 325, er det en betingelse for at meddele fri proces, at ansøgeren skønnes at have rimelig grund til at føre proces. I denne vurdering indgår blandt andet de momenter, der er nævnt i bestemmelsens stk. 2, det vil sige:

1. sagens betydning for ansøgeren,
2. udsigten til, at ansøgeren vil få medhold i sagen,
3. sagsgenstandens størrelse,
4. størrelsen af de forventede omkostninger og
5. muligheden for at få sagen behandlet ved Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, et administrativt nævn eller et privat tvistløsningsorgan, der er godkendt af erhvervsministeren.

Af forarbejderne til bestemmelsen er de forskellige momenter nærmere beskrevet, ligesom der nævnes en række sagstyper, hvor en vurdering af de forskellige momenter som udgangspunkt må føre til, at der meddeles henholdsvis gives afslag på fri proces.

I vurderingen af, om ansøgeren har udsigt til medhold i sagen, jf. § 328, stk. 2, nr. 2, fremgår det af forarbejderne til denne bestemmelse, at det skal være overvejende sandsynligt, at ansøgeren får medhold.

Efter den såkaldte formodningsregel i retsplejelovens § 328, stk. 3, anses en ansøger i sager i 1. instans om opsigelse eller ophævelse af boliglejemål eller ansættelsesforhold eller om personskade for at have rimelig grund til at føre proces, medmindre forhold som nævnt i stk. 2, nr. 2-5, klart taler herimod.

Efter bestemmelserne i § 328, stk. 4, kan fri proces efter stk. 1-3 kun undtagelsesvis gives til 1) sager, der udspringer af ansøgerens erhvervsvirksomhed, eller 2) sagsøgeren i sager om ærekrænkelse, medmindre en ærekrænkelse af en vis grovhed er udbredt gennem et massemedium eller i øvrigt til en videre kreds.

Det er herudover en grundlæggende betingelse for fri proces, at ansøger har en aktuel procesrisiko.

Aktuel procesrisiko

Der er hverken i retsplejelovens bestemmelser om fri proces eller i forarbejderne hertil anført noget krav om aktuel procesrisiko. Det er imidlertid med reglerne om fri proces helt grundlæggende forudsat, at der foreligger en aktuel procesrisiko, når man søger om fri proces. Dette følger navnlig af, at reglerne i retsplejelovens kapitel 31 om fri proces alene finder anvendelse på retssager, der behandles i den borgerlige retsplejes former.

Kravet om aktuel procesrisiko omtales i visse tilfælde som et krav om, at der foreligger en ”aktuel tvist” og i visse tilfælde omtales alene, at der ”skal foreligge en procesrisiko”. Aktuel procesrisiko er dog mest retvisende, idet der herved henvises til både kravet om tvistens aktualitet og det forhold, at der skal være en procesøkonomisk risiko forbundet med denne tvist.

Udgangspunktet er således, at der skal foreligge en aktuel tvist, hvilket bl.a. betyder, at modpartens stillingtagen til – herunder hel eller delvis bestridelse af klagers krav – skal foreligge som en oplysning på sagen, når man søger om fri proces. Denne betingelse gælder dog alene, for så vidt sagen endnu ikke er anlagt. Når sagen først er anlagt, vil de forskellige omstændigheder, der fører til, at der ikke længere består en tvist mellem parterne, ikke i sig selv kunne føre til, at der ikke foreligger en aktuel procesrisiko. Det afgørende i den forbindelse er i stedet, om der fortsat består en procesøkonomisk risiko i forbindelse med sagen, altså om klager fortsat kan blive pålagt at betale omkostninger eller andre udgifter i forbindelse med sagen.

Kravet om aktuel procesrisiko har givet sig til udtryk på en række meget forskelligartede områder i nævnets praksis. Aktuel procesrisiko har således været overvejet bl.a. i forbindelse med sager, hvor ankefristen er udløbet, anken er afvist, sagen er forligt, sagen er hævet, søgsmålsfristen er udløbet og i sager, hvor klager har en mandatar.

I sager om f.eks. personskadeerstatning i anledning af arbejdsulykker hænder det, at der enten forinden eller sideløbende med en retssag herom bliver genoptaget en sag om den pågældende arbejdsskade på det administrative område.

Kravet om aktuel procesrisiko spiller i disse sager ofte en rolle, idet det kan overvejes, om den pågældende skadelidte bør afvente en behandling på det administrative område forinden anlæggelse/førelse af retssag herom. Sagt med andre ord er det i sådanne tilfælde, hvor en offentlig myndighed genoptager sagsbehandlingen, relevant at vurdere, om den skadelidte på det pågældende tidspunkt har rimelig grund til at føre proces ved domstolene. Det har i den forbindelse ofte betydning, om retssagen allerede er anlagt på tidspunktet for myndighedens genoptagelse af sagen, da der i så fald fortsat vil bestå i hvert fald en procesøkonomisk risiko i forbindelse med sagen.

Selv i det tilfælde, at retssagen endnu ikke er anlagt på tidspunktet for myndighedens genoptagelse af sagen, kan der efter omstændighederne bestå en aktuel procesrisiko. Dette vil afhænge af en nærmere vurdering af den pågældende sags konkrete omstændigheder og sagens retlige grundlag.

Der foreligger efter nævnets praksis også en aktuel procesrisiko, selvom den almindelige ankefrist er udløbet, men det kræver almindeligvis, at ansøgningen om fri proces er indgivet til Civilstyrelsen inden udløbet af ankefristen. Denne praksis har baggrund i Højesterets afgørelse, der er trykt i UfR 2001.48, og eftersom klageren må formodes at have en rimelig forventning om at opnå oprejsningsbevilling, hvis der bliver meddelt fri proces.

Der kan også foreligge en aktuel procesrisiko, selvom ansøger har fået afvist sagen fra domstolene. Det gælder f.eks. i et tilfælde, hvor fogedretten har afvist at behandle ansøgers krav efter reglerne om betalingspåkrav, men hvor der fortsat vil kunne anlægges en almindelig civil sag herom.

Omvendt vil der som udgangspunkt ikke foreligge en aktuel procesrisiko, hvis en ankesag afvises af landsretten i medfør af retsplejelovens § 368 a, hvorefter landsretten kan afvise at behandle en sag i 2. instans, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter eller andre grunde ikke i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten.

Rimelig grund og formuleringen af påstande

Fri proces gives til en påstand. Når Procesbevillingsnævnet efter retsplejelovens § 328 vurderer, om ansøgeren har rimelig grund til at føre proces, er det derfor den ansøgte påstand, nævnet tager stilling til. Det sker ikke sjældent, at der ansøges om fri proces til påstande, der væsentligt overstiger, hvad der er rimelig grund til at føre proces om, herunder navnlig udsigt til at få medhold i. Ansøgeren bør derfor altid tilstræbe at ansøge om fri proces til en påstand, der i det hele er rimelig grund til at føre proces om.

Formodningsreglen

Efter den såkaldte formodningsregel i retsplejelovens § 328, stk. 3, anses en ansøger i sager i 1. instans om opsigelse eller ophævelse af boliglejemål eller ansættelsesforhold eller om personskade for at have rimelig grund til at føre proces, medmindre forhold som nævnt i stk. 2, nr. 2-5, klart taler herimod. Hvorvidt der er tale om en sag ”om opsigelse eller ophævelse af boliglejemål eller ansættelsesforhold eller om personskade” er ikke altid uomtvistet. For så vidt angår personskader, finder formodningsreglen kun anvendelse, hvis sagen, der ønskes fri proces til, omhandler selve personskaden, herunder erstatningen herfor. Det er ikke tilstrækkeligt, at sagen udspringer af en personskade. Efter nævnets praksis anses sager om, hvorvidt der er begået rådgivningsfejl af eksempelvis advokater i personskadesager, ikke for at være omfattet af formodningsreglen, idet der dog foretages en mere lempelig vurdering af, om klager har rimelig grund til at føre proces.

Sager, der udspringer af et strafbart forhold

Det følger af forarbejderne til retsplejelovens § 328, at der som udgangspunkt ikke meddeles fri proces til sager, der udspringer af et forsætligt strafbart forhold, som ansøgeren ved endelig dom er fundet skyldig i, medmindre det krav, som er rejst mod ansøgeren, er åbenbart urimeligt. Det følger endvidere af forarbejderne, at ovenstående også omfatter erstatningskrav for uagtsomme overtrædelser af færdselsloven.

Hvis en retssag eksempelvis udspringer af et forsætligt strafbart forhold, vil ansøgeren derfor som udgangspunkt ikke have rimelig grund til at føre proces, jf. retsplejelovens § 328, stk. 1.

I det tilfælde, at der er tale om en sag, der er omfattet af den såkaldte formodningsregel i retsplejelovens § 328, stk. 3, f.eks. en byretssag om ophævelse af et boliglejemål, hvor ansøgeren er lejeren, vil den ovennævnte rimelig grund-vurdering dog skulle anskues således, at det forsætlige strafbare forhold klart skal tale imod at meddele fri proces.

Sager, der udspringer af ansøgerens erhverv

Efter retsplejelovens § 328, stk. 4, nr. 1, kan fri proces efter stk. 1-3 kun undtagelsesvis gives til sager, der udspringer af ansøgerens erhvervsvirksomhed. Om hensynet bag denne bestemmelse fremgår det af forarbejderne, at arbejdet med retssager anses for at indgå i de almindelige driftsomkostninger for en erhvervsvirksomhed, og at udgifter til retssager i forbindelse med indkomsterhvervelsen er fradragsberettigede. Erhvervsdrivende bør således indregne udgifter til retssager i deres driftsomkostninger og om nødvendigt overveje at sørge for forsikringsdækning. Det fremgår dog også af forarbejderne, at der i overensstemmelse med det sociale sigte med fri proces-ordningen i særlige tilfælde skal kunne gives fri proces til mindre erhvervsdrivende, herunder navnlig når retssagen angår virksomhedens eksistensgrundlag.

Vurderingen af, om der er tale om en ”mindre erhvervsdrivende”, beror på en konkret vurdering, hvor der i nævnets praksis f.eks. kan lægges vægt på virksomhedens omsætning og antal ansatte. Hvorvidt en ansøger har virksomheden som sin fuldtidsbeskæftigelse, hører omvendt ikke til i vurderingen af, om der er tale om en ”mindre erhvervsdrivende”.

Vurderingen af, om en sag ”udspringer af ansøgerens erhvervsvirksomhed” og dermed kan betragtes som erhvervsmæssig, er desuden ikke altid uomtvistet og kan til tider give anledning til fortolkningstvivl. Resultatet af denne vurdering vil altid afhænge af den konkrete sags omstændigheder, og det er derfor i sagens natur svært at sige noget generelt herom. Sager om f.eks. ekspropriation vedrørende fast ejendom vil meget vel kunne anses for at være erhvervsmæssige, hvis der drives erhvervsvirksomhed fra den pågældende ejendom, men vurderingen heraf vil afhænge af en konkret vurdering af navnlig ekspropriationens karakter.

Anke i familieretlige sager

Retten kan efter retsplejelovens § 327, stk. 1, meddele fri proces i sager om bl.a. forældremyndighed, samvær og bopæl i 1. instans, og efter retsplejelovens § 327, stk. 3, til ankesager, såfremt ansøgeren har fået helt eller delvist medhold i den foregående instans, og modparten har anket sagen.

I ankesager, som ikke behandles i den forenklede familiesagsproces, og som er anket af ansøgeren, fordi denne ikke fik medhold i 1. instans, er det derimod fri procesmyndighederne, der har kompetence til at meddele fri proces.

Sager om forældremyndighed, bopæl og samvær har efter deres karakter altid stor betydning for sagens parter. I bemærkningerne til retsplejelovens § 328, stk. 2, nr. 1, nævnes bl.a. sager om forældremyndighed, hvor ansøgeren risikerer at miste forældremyndigheden eller del i forældremyndigheden, som et eksempel på en sag, som har så afgørende betydning for ansøgeren, at det normalt vil være udslagsgivende, herunder selv om ansøgeren har tabt sagen i første instans og nu ansøger om fri proces til ankesagen.

Det fremgår dog endvidere, at særlige omstændigheder kan begrunde, at udgangspunktet fraviges, og at der dermed ikke gives fri proces. Sådanne særlige omstændigheder kan navnlig bestå i oplysninger om, at ansøgeren har udøvet vold over for barnet eller har misbrugt barnet seksuelt, eller – hvis der er tale om et stort barn (som udgangspunkt over 12 år) – om, at barnet klart ønsker at bo hos den anden af forældrene.

Selvom udgangspunktet i sådanne sager efter forarbejderne er, at der skal meddeles fri proces, vil det i praksis altid bero på en konkret vurdering, om der er grundlag for at meddele fri proces til ankesagen, og der vil i den vurdering også kunne lægges vægt på andre forhold end sagens betydning for ansøgeren, herunder bl.a. hensynet til barnet og processens betydning for barnets tarv.

I sager om fastsættelse af samvær mv. mellem et adopteret barn og barnets biologiske forældre, jf. forældreansvarslovens § 20 a, hvilket navnlig kan ske, hvis barnet forud for adoptionen havde et sådant samvær mv., anvender Procesbevillingsnævnet – navnlig henset til sagens særlige betydning for den samværssøgende biologiske forælder – en lempelig praksis ved vurderingen af, om der skal meddeles fri proces. Denne praksis svarer til den, der anvendes i sager, hvor ansøgeren står til at miste del i forældremyndigheden eller at få ophævet et eksisterende samvær.

Efter retsplejelovens § 329 kan fri proces gives, når særlige grunde taler for det. Det gælder navnlig, hvis sagen er af principiel karakter, af almindelig offentlig interesse, eller hvis sagen har væsentlig betydning for ansøgers sociale eller erhvervsmæssige situation. Det fremgår af forarbejderne til retsplejelovens § 329, at sager af principiel karakter eller almindelig offentlig interesse navnlig vil være sager, der rejser hidtil uafklarede lovfortolkningsspørgsmål, sager af mere indgribende betydning over for enkeltpersoner eller grupper samt sager, hvor afgørelsen vil kunne tjene som præjudikat ved senere tilfælde.

Ved vurderingen af, om en sag kan anses for principiel, vil der med udgangspunkt i den ovenfor anførte definition blive lagt vægt på, hvorpå afgørelsen af sagen vil bero. Vil afgørelsen bero på en konkret vurdering af en række nærmere omstændigheder på baggrund af et retligt grundlag, der ikke giver anledning til fortolkningstvivl, vil sagen ikke kunne anses for principiel. Det forhold, at en sag har offentlig interesse, medfører heller ikke i sig selv, at sagen har principiel karakter. Er der derimod tale om, at der er tvivl om forståelsen og anvendelsen af retsregler, der er afgørende for tvistens løsning, vil sagen kunne anses for at være af principiel karakter.

Procesbevillingsnævnet træffer indimellem afgørelser efter bestemmelserne i retsplejelovens § 336 om godtgørelse for udgifter, som allerede er afholdt eller pålagt i forbindelse med en retssag.

Denne bestemmelse kan være relevant, hvis en person har haft retshjælpsforsikringsdækning til en retssag, og der efter retssagens afslutning viser sig at være omkostninger, der overstiger forsikringens maksimum. Der vil i et sådant tilfælde efter ansøgning kunne ydes personen godtgørelse fra statskassen til dækning af disse omkostninger, såfremt sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt kan begrunde, at omkostningerne ikke har kunnet afholdes inden for forsikringens maksimum. Bestemmelserne i §§ 325-328 (om fri proces) finder derudover tilsvarende anvendelse.

Da der først kan søges om såkaldt omkostningsgodtgørelse efter retsplejelovens § 336, når sagen er afsluttet, opstår spørgsmålet, hvilke oplysninger der skal lægges til grund og i øvrigt indgå ved vurderingen af, om betingelserne i §§ 325-328 er opfyldt.

Ved vurderingen af de økonomiske betingelser i retsplejelovens § 325 er det efter nævnets praksis domsafsigelsestidspunktet, der er afgørende for, hvilke oplysninger der skal lægges til grund.

Ved vurderingen af de almindelige betingelser i retsplejelovens § 328 er det imidlertid efter nævnets praksis som udgangspunkt tidspunktet for sagens anlæg, der er skæringstidspunktet og således afgørende for, hvilke oplysninger der skal lægges vægt på. Det betyder, at alle oplysninger i sagen, der daterer sig forud for sagens anlæg, skal indgå i vurderingen, og det omfatter samtlige bilag i sagen, uanset hvornår de måtte være fremlagt i sagen, medmindre bilaget er dateret efter sagens anlæg. Dokumenter indhentet under sagen som f.eks. udtalelser fra Retslægerådet, vidneforklaringer og rettens afgørelse skal omvendt ikke indgå i vurderingen. Denne forståelse af bestemmelsen anses for bedst stemmende med bestemmelsens ordlyd og forarbejder samt retspraksis, jf. Vestre Landsrets kendelse af 26. januar 2022 (trykt i U 2022.1585 V).

Procesbevillingsnævnet tager i sjældne tilfælde stilling til ansøgninger om retshjælp efter reglerne i lov om retshjælp til indgivelse og førelse af klagesager ved internationale klageorganer i henhold til menneskerettighedskonventioner (retshjælpsloven). Disse bestemmelser trådte i kraft den 1. april 2016.

Det følger af retshjælpslovens § 2, stk. 1, at der efter ansøgning kan ydes en person i en sådan klagesag retshjælp, såfremt der skønnes at være rimelig grund til at føre klagesagen, og det internationale klageorgan har anmodet om den danske regerings retlige bemærkninger til klagen.

Procesbevillingsnævnet tager til tider stilling til ansøgninger om fri proces, hvor det er Rigsombudsmanden på Færøerne, der har truffet afgørelse i den foregående instans.

Reglerne herom findes i den nye færøske retsplejelov (lov nr. 964 af 26. juni 2020), der trådte i kraft den 1. januar 2021 og er territorialt afgrænset til Færøerne. Den nye retsplejelov indebar blandt andet, at de sager, som hidtil havde været behandlet af Civilstyrelsen, fremadrettet skulle behandles af Rigsombudsmanden på Færøerne.

Bestemmelserne om fri proces i den nye færøske retsplejelov findes i lovens kapitel 41, og reglerne er i næsten fuldt omfang svarende til de danske regler. Lovens § 353 angår blandt andet de økonomiske betingelser fri proces og svarer til den danske retsplejelovs § 325. På samme måde svarer lovens § 356, der er angår de almindelige betingelser for fri proces, herunder rimelig grund, til den danske retsplejelovs § 328. Dette gør sig også gældende for de øvrige regler om fri proces i henholdsvis den færøske og danske retsplejelov.

Det fremgår af de almindelige bemærkninger til LFF nr. 101 af 5. februar 2020, at der i arbejdet med udformningen af lovforslaget er taget udgangspunkt i, at reglerne i den danske retsplejelov overføres til retsplejeloven for Færøerne, medmindre der er færøske forhold, der kan begrunde en ændring. I de tilfælde, hvor en bestemmelse overføres med sproglige ændringer, som ikke har indholdsmæssig betydning, er det anført i de specielle bemærkninger, at bestemmelsen med redaktionelle ændringer svarer til den relevante bestemmelse i den danske retsplejelov, og at den skal fortolkes i overensstemmelse med forarbejderne hertil og med den praksis, der findes herom.

Rigsombudsmandens afgørelser om afslag på fri proces kan efter de nye regler påklages til Procesbevillingsnævnet. Nævnets afdeling for fri proces har siden reglernes indførelse i 2021 alene modtaget et fåtal af sager, hvoraf nogle af disse ligeledes blev tilbagekaldt. I 2023 har nævnets afdeling for fri proces alene realitetsbehandlet to sager.

Biintervention

Det sker ikke sjældent, at fri proces-myndighederne modtager ansøgninger om fri proces til at biintervenere i en retssag. Ved biintervention rejses der ikke noget nyt krav i sagen, og biintervenienten er ikke part i sagen, men indtræder efter retsplejelovens § 252, stk. 1, til støtte for en af sagens parter. Betingelsen for, at biintervention kan finde sted, er, at retten har givet tilladelse til, at der kan ske indtrædelse, jf. retsplejelovens § 252, stk. 3. Biintervention er ifølge retsafgiftslovens § 4 afgiftsfri, men da retten efter retsplejelovens § 252, stk. 4, kan tillægge eller pålægge den indtrædende sagsomkostninger, vil der kunne foreligge en aktuel procesrisiko i forbindelse med biinterventionen, og som følge heraf vil der også kunne meddeles fri proces.

Ved vurderingen af, om der kan meddeles fri proces til en biintervenient, foretages i praksis en meget konkret vurdering af, om der er rimelig grund til at føre proces (i form af biintervention), herunder om ansøgerens retstilling med rimelighed kræver, at vedkommende indtræder under sagen, herunder at biintervention har selvstændig betydning for sagen.

Ansøgningen om fri proces bør således indeholde en kvalificeret begrundelse for, hvorfor der i den konkrete sag er et selvstændigt behov for biintervention, idet generelle henvisninger til sagens betydning for ansøgeren eller dennes behov for at tilvejebringe oplysninger til sagen ikke i almindelighed kan anses for at være tilstrækkeligt.

I sager, hvor en skadelidt ønsker fri proces til at biintervenere i en arbejdsskadesag mellem et arbejdsskadeforsikringsselskab og arbejdsskademyndighederne, vil det blandt andet kunne indgå i vurderingen, om sagen udover lægelige spørgsmål også rejser spørgsmål om den skadelidtes troværdighed. Det kan eksempelvis være i sager, hvor forsikringsselskabet har foretaget observation af den skadelidte, og denne observation påberåbes af forsikringsselskabet til støtte for, at skadelidtes funktionsniveau er bedre, end hvad arbejdsskademyndighederne har lagt til grund. Observationer af den skadelidte er dog ikke i sig selv tilstrækkeligt til at meddele fri proces til biintervention, hvis f.eks. den eventuelle uforenelighed mellem observationsmaterialet og arbejdsskademyndighedernes afgørelser beror på en lægefaglig vurdering, og der i øvrigt ikke er konkrete omstændigheder, der indikerer, at arbejdsskademyndighederne ikke vil være i stand til at føre sagen på en for ansøgeren betryggende vis.

Isoleret bevisoptagelse

Reglerne om fri proces findes i retsplejelovens kapitel 31, der er en del af retsplejelovens regler om behandling af civile sager. Fri proces kan meddeles til tvister, der føres eller kan føres i den borgerlige retsplejes former. Hovedområdet for fri proces er retssager, men der kan også med hjemmel i retsplejelovens kapitel 31 meddeles fri proces i forbindelse med andre typer af sager, som behandles ved danske domstole i den borgerlige retsplejes former.

Udgangspunktet for reglerne om fri proces er, at der meddeles bevilling til en påstand. Det følger dog af retsplejelovens § 331, stk. 2 og 4, sidste pkt., om retsvirkningerne af fri proces, at en bevilling om fri proces kan begrænses til enkelte begunstigelser, og at virkningerne af fri proces tillige omfatter de foranstaltninger, som af hensyn til forberedelsen af sagsanlægget med føje er foretaget inden meddelelsen af fri proces.

Der kan efter Procesbevillingsnævnets praksis meddeles fri proces til sager om isoleret bevisoptagelse efter retsplejelovens § 343, hvorefter retten kan tillade, at der optages bevis, selv om dette ikke sker til brug for en verserende retssag. Fri proces fordrer således i dette tilfælde ikke en egentlig påstand.

Forsikringsselskaber vil i øvrigt også under visse betingelser kunne give tilsagn om omkostningsdækning ved retshjælpsforsikring til syn og skøn ved isoleret bevisoptagelse, jf. blandt andet betænkning nr. 1436/2004, afsnit 5.2.

Meddelelse af fri proces til isoleret bevisoptagelse kan ske til både rekvirenten og rekvisitus. Det er som ved fri proces til almindelige civile retssager efter retsplejelovens § 328 en betingelse, at de økonomiske betingelser er opfyldt efter retsplejelovens § 325, og at der er rimelig grund til at føre proces, jf. § 328. Vurderingen af, om der er rimelig grund i retsplejelovens forstand, vil tage sit udgangspunkt i, om det kan anses for hensigtsmæssigt at foretage dette retsskridt, og om ansøgeren har udsigt til at få et gunstigt resultat. Ved denne vurdering kan det endvidere tillægges betydning, om der vil være fare for, at beviset kan gå tabt.

Inhabilitet

Hvis Civilstyrelsen er part i en sag, kan styrelsen ikke tage stilling til en ansøgning om fri proces fra en part i samme sag på grund af principperne om inhabilitet. Almindeligvis oversendes ansøgningen om fri proces i sådanne tilfælde til Justitsministeriets departement, der tager stilling til ansøgningen i sådanne tilfælde.

Egentligt fejlskøn

Der meddeles efter praksis som udgangspunkt ikke fri proces i tilfælde, hvor ansøgningen om fri proces er afslået, og klager efterfølgende har fået helt eller delvist medhold i sin påstand, medmindre fri proces-myndighedernes afgørelser er udslag af et egentligt fejlskøn. En ansøger, der har fået afslag på fri proces af Procesbevillingsnævnet, kan således anmode om genoptagelse af sagen med henblik på at få fri proces til den nu endeligt afsluttede sag. I sådanne tilfælde vil nævnet vurdere, om der blev foretaget et egentligt fejlskøn i forbindelse med nævnets tidligere behandling af sagen. Fejlskønsvurderingen foretages på grundlag af de oplysninger, der var forelagt nævnet, da afgørelsen blev truffet. Vidneforklaringer, der er afgivet under hovedforhandlingen af sagen, tillægges således ikke betydning for vurderingen. Nævnets praksis er ganske restriktiv.

En ansøger, der har fået afslag på fri proces af Civilstyrelsen, men aldrig påklaget afslaget til Procesbevillingsnævnet, vil under samme omstændigheder kunne anmode Civilstyrelsen om genoptagelse af sagen. Fastholder Civilstyrelsen afslaget, vil Civilstyrelsens afgørelse kunne påklages til nævnet, men nævnets vurdering af, om Civilstyrelsen har foretaget et egentligt fejlskøn, vil være yderst tilbageholden.

Klagefristen

Hvis Civilstyrelsen meddeler afslag på fri proces efter retsplejelovens §§ 328 og/eller 329, kan afgørelsen påklages til Procesbevillingsnævnet. En sådan klage skal indgives til nævnet inden 4 uger efter, at ansøgeren har fået meddelelse om afslaget, jf. retsplejelovens § 328, stk. 6, 2. pkt., og § 329, 3. pkt.

I Procesbevillingsnævnets forretningsorden er der fastsat nærmere regler for beregning af klagefristen og om sagernes behandling. Beregningen af klagefristen sker i øvrigt i overensstemmelse med retsplejelovens regler om anke- og kærefrister.

Procesbevillingsnævnet kan efter almindelige principper se bort fra en fristoverskridelse, hvis den er undskyldelig, jf. nævnets forretningsordens § 3, stk. 4, sidste pkt.

Beregningen af klagefristen og vurderingen af, om en fristoverskridelse er undskyldelig, er ikke altid helt lige til og vil ofte afhænge af en konkret vurdering af omstændighederne i den pågældende sag, herunder årsagen til fristoverskridelsen samt eventuel fremlagt dokumentation i den forbindelse. Hvis Civilstyrelsens afgørelse om afslag på fri proces er fremsendt til ansøgeren via Digital Post, må den som udgangspunkt også anses for at være modtaget hos ansøgeren samme dag. Dette er dog alene et udgangspunkt, der efter en konkret vurdering kan fraviges, f.eks. hvis ansøgeren dokumenterer eller på anden måde sandsynliggør, at afgørelsen ikke blev modtaget den pågældende dag.

Hvis ansøgeren ikke fremkommer med bemærkninger til fristoverskridelsen, vil dette givet have væsentlig, hvis ikke afgørende betydning for den konkrete vurdering af, om fristoverskridelsen kan anses for undskyldelig. Sagens betydning for ansøgeren eller sagens karakter i øvrigt samt fristoverskridelsens længde vil i den forbindelse – uden nærmere bemærkninger fra ansøgeren – almindeligvis ikke i sig selv være nok til at anse en fristoverskridelse for undskyldelig.

Klager over Civilstyrelsens afslag på genoptagelse

Civilstyrelsen kan efter et meddelt afslag på fri proces genoptage behandlingen af en ansøgning om fri proces på ulovbestemt grundlag i tilfælde, hvor der i forbindelse med genoptagelsesanmodningen fremkommer nye oplysninger af så væsentlig betydning for sagen, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget i forbindelse med styrelsens oprindelige stillingtagen til sagen.

Hvis Civilstyrelsen træffer afgørelse om ikke at genoptage behandlingen af en fri processag, vil en sådan afgørelse kunne påklages til Procesbevillingsnævnet som andre afgørelser om fri proces. Dog suspenderes klagefristen ikke for den oprindelige afgørelse, selvom der er anmodet om genoptagelse i Civilstyrelsen, hvilket kan betyde, at adgangen til at få Civilstyrelsens oprindelige afgørelse behandlet i Procesbevillingsnævnet mistes.

I det tilfælde, at der alene sker rettidig påklage af Civilstyrelsens afslag på genoptagelse og således ikke tillige af selve afslaget på fri proces, træffer Procesbevillingsnævnet afgørelse på samme grundlag som Civilstyrelsen og inddrager derfor alene de oplysninger, der forelå, da Civilstyrelsen traf afgørelse vedrørende genoptagelse. Hvis ansøgeren ønsker at anmode om genoptagelse på baggrund af nye oplysninger, som ikke tidligere har været sendt til Civilstyrelsen, vil nævnet henvise ansøgeren til at rette henvendelse til Civilstyrelsen herom.