28 feb. 2025
Retten i Randers
Lang straf for grov narkokriminalitet
Dom afsagt: 28. februar 2025
Tiltalt idømt 12 års fængsel for opbevaring, håndtering og videreoverdragelse af blandt andet meget store mængder hårde stoffer.
Sagsnummer: SS 232/2025
Retten i Randers har den 28. februar 2025 afsagt dom i en sag, hvor en mand på 37 år blev idømt 12 års fængsel for sammen med flere uidentificerede medgerningsmænd at have opbevaret, håndteret og videreoverdraget ikke under 1000 kg. amfetamin, 570,1 gram MDMA pulver, 13.142 ecstasy piller, 0,2 g. kokain samt i alt 143.866 ksalol 1 mg. piller, 37.460 Rivotril 2 mg piller, 3.000 Tramadol 200 mg. og 21.480 Bensedin 10 mg. piller. Tiltalte havde tidligt under efterforskningen aflagt fuld tilståelse.
Ved udmålingen af straffen lagde retten vægt på, at der var tale om meget store mængder hårde euforiserende stoffer og store mængder piller, der var opbevaret, håndteret og videreoverdraget i forening med uidentificerede medgerningsmænd gennem en periode på godt 10 måneder, og at tiltalte havde indtaget en nødvendig og væsentlig rolle heri uden dog at være bagmand. Retten tillagde tiltaltes tilståelse, der forelå tidligt og omfattede handlinger, som politiet ellers ikke ville have fået kendskab til, betydelig vægt i formildende retning ved strafudmålingen.
Hvis der er spørgsmål til dommen, kan henvendelse ske til pressekontaktdommer Martin Møller-Heuer på tlf. 99688600.