17 nov. 2020
Retten i Svendborg
Frifindelse af leder i kommune for modtagelse af bestikkelse
58-årig leder af vielseskontoret i Ærø Kommune frifundet for at have modtaget bestikkelse i forbindelse med, at kommunens personaleforening modtog beløb for mellem 200 Euro og 500 Euro i årene 2013 – 2017 af et tysk ægteskabsbureau til brug for kommunens julefrokoster.
En domsmandsret ved Retten i Svendborg har den 17. november 2020 afsagt dom om, at den 58-årige leder ikke kan anses for at have gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 144 ved i udøvelsen af offentlig tjeneste som ansat i Ærø Kommune at have modtaget beløb fra en forretningsforbindelse for mellem 200 Euro og 500 Euro, i alt svarende til ca. 13.900 kr., der var tiltænkt at skulle gå til kommunens julefrokoster og som faktisk blev anvendt til kommunens julefrokoster. Af rettens præmisser fremgår, at lederen fysisk modtog 200 Euro i 2013 og 500 Euro i 2017, og at hun personligt overdrog disse beløb til kassereren i personaleforeningen, samt at hun havde kendskab til, at personaleforeningen modtog beløb af forretningsforbindelsen for årene 2014, 2015 og 2016 for beløb svarende til gaven i 2013.
Retten fandt, at straffelovens § 144 var anvendelig på forholdet, selv om gaverne var givet til personalet i kommunen som sådan og ikke til tiltalte personligt, og tiltalte ikke med rimelighed kunne siges at have haft en personlig fordel af gaverne. Retten fandt endvidere, at hun ved som leder af afdelingen i afdelingen i 2013 at have godkendt modtagelsen af beløbet i 2013 og haft kendskab til, at der blev modtaget gaver fra den samme forretningsforbindelse i 2014, 2015 og 2016 principielt havde en strafferetlig hæftelse for personaleforeningens modtagelse af gaverne for hver af disse år med en værdi svarende til værdien af gaven i 2013.
Retten fandt imidlertid, at der ved vurderingen af, om modtagelsen af ydelserne var uberettigede, måtte henses til den trods alt begrænsede værdi af de ydelser, der var omfattet af hendes forsæt for årene 2013 – 2016, tiltaltes drøftelse med sin overordnede, kommunaldirektøren, om tilladeligheden af gaven for året 2017 og den fulde åbenhed i kommunen, herunder i de øverste ledelseslag, om modtagelsen af gaverne i perioden. Der måtte endvidere i relation til det strafferetlige klarhedskrav lægges vægt på den omstændighed, at kommunen i gerningstidsrummet ikke havde fastsat egne, specifikke retningslinjer for modtagelse af gaver.
På denne baggrund fandt retten ikke, at der var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at anse tiltalte for at have pådraget sig strafansvar efter straffelovens § 144 og frifandt tiltalte.