Hvis du skal til børnesamtale
Denne side er lavet til dig, som skal til børnesamtale. Du kan klikke på de emner, du gerne vil vide noget om.
Hvordan ser her ud?
Vi har et hyggeligt venteområde og lokale for børn, så det er rart at være her.
Ovenover kan du se en dreng vise rundt i vores bygning. Du skal trykke på den lille trekant for at afspille videoen.
Hvad bliver jeg spurgt om?
Her er nogle af de spørgsmål, du kan blive spurgt om:
- Hvordan har du det?
- Hvordan er det at være dig?
- Hvordan har du det hjemme ved dine forældre?
- Hvordan har du det i skolen?
- Hvad laver du i fritiden?
- Hvad ville du ønske, der skulle ske, hvis du kunne bestemme?
Hvem er med til børnesamtalen?
Det er en dommer og en børnepsykolog, som skal tale med dig. De er begge to gode til at forstå og tale med børn.
De skal hjælpe dine forældre med at finde en god løsning. Hvis dine forældre ikke kan blive enige, er det dommeren, der bestemmer.
Det er aldrig dit ansvar, hvordan resultatet bliver. Det ved dine forældre godt.
Samtalen
Samtalen tager nok omkring en halv time.
Hvis der er noget, dine forældre ikke må få at vide, kan du aftale med dommeren, at det ikke bliver sagt videre.
Du bestemmer selv, om du vil svare på de spørgsmål, der bliver stillet. Du må også gerne sige, hvis du ikke har lyst til at svare på flere spørgsmål. Du må også godt selv stille spørgsmål.
Hvis du bliver ked af det eller ikke kan svare, gør det ikke noget. Det er en svær situation, du er i. Det forstår de voksne, du skal tale med, godt. Samtalen foregår stille og roligt, og der er ikke rigtige eller forkerte svar.
Det er aldrig dit ansvar, hvordan resultatet bliver. Det ved dine forældre godt.
Skal jeg gøre noget inden samtalen?
Du behøver ikke at gøre noget inden samtalen.
Hvis du synes, der er noget, der er vigtigt, må du gerne skrive det ned og tage det med.
Får de noget at vide oppe i skolen?
Lærerne og dine klassekammerater får ikke noget at vide om det, du har sagt til samtalen.
Hvad sker der efter samtalen?
Når dommeren har snakket med dig, vil dommeren fortælle dine forældre, hvad I har snakket om. Hvis der er ting, du har sagt, som dine forældre ikke må få at vide, fortæller dommeren det ikke videre.
Det er aldrig dit ansvar, hvordan resultatet bliver. Det ved dine forældre godt.
Sidst opdateret: 15. januar 2024