Gå til sidens indhold

Vestre Landsret

25 dec. 2019

Vestre Landsret

Ulve-sagen fra Ulfborg

V.L. S-2040-18

Landsretten har den 25. september 2019 afsagt dom i en ankesag om nedskydningen af en ulv på en ejendom ved Ulfborg i april 2018.

Der var i sagen rejst tiltale mod en nu 67-årig mand for overtrædelse af bestemmelser i jagtloven og artsfredningsbekendtgørelsen ved fra sin bil forsætligt at have drevet jagt på beskyttet og fredet vildt.

Anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om fængselsstraf og påstand om, at tiltalte blev frakendt retten til at have eller erhverve jagttegn.

Tiltalte havde nægtet sig skyldig.

Landsretten fandt tiltalte skyldig efter tiltalen. Landsretten lagde herunder til grund, at det dræbte dyr var en ulv og ikke en såkaldt hybrid-ulv. Landsrettens afgørelse var en stadfæstelse af byrettens afgørelse af skyldsspørgsmålet.

Der blev afgivet 5 stemmer for at stadfæste byrettens straffastsættelse på betinget fængsel i 40 dage. Der blev afgivet 1 stemme for at fastsætte straffen til betinget fængsel i 20 dage. Efter stemmeflertallet blev byrettens straffastsættelse herefter stadfæstet.

Der blev endvidere afgivet 5 stemmer for at frakende tiltalte retten til at have eller erhverve jagttegn i 2 år. Der blev afgivet 1 stemme for ikke at tage påstanden om frakendelse til følge. Efter stemmeflertallet blev tiltalte herefter frakendt retten til at have eller erhverve jagttegn i 2 år. Ved afgørelsen herom lagde flertallet vægt på karakteren af den forsætlige overtrædelse af jagtloven og artsfredningsbekendtgørelsen.

Afgørelsen var en skærpelse af byrettens afgørelse, idet byretten havde frifundet tiltalte for påstanden om frakendelse af retten til jagttegn.

Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer John Lundum, tlf. 20 58 55 33.

Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til sektionc@vestrelandsret.dk. Udskriften koster 175 kr. Beløbet skal overføres til landsrettens bankkonto nr. 0216-4069134874 med henvisning til sagsnummeret. Når beløbet ses modtaget, vil udskriften blive ekspederet.