Gå til sidens indhold

Vestre Landsret

21 feb 2019

Vestre Landsret

5 ½ års fængsel og udvisning

V.L.S-1998-18

Landsrettens 3. afdeling har i dag stadfæstet en dom af 24. september 2018 fra Retten i Randers, hvor en nu 39-årig mand blev fundet skyldig i bl.a. at have besiddet og transporteret en pistol og en revolver med tilhørende ammunition på offentlige steder i november 2017 under særligt skærpende omstændigheder. Landsretten fandt det ligesom byretten bevist, at han havde tilknytning til Satudarah i Viborg, og at besiddelsen og transporten af våbnene var sket som led i en verserende konflikt mellem Satudarah og Bandidos.

Ved dommen blev tiltalte straffet med en fællesstraf på fængsel i 5 år og 6 måneder, der bl.a. andet omfattede en reststraf på 102 dage, ligesom straffen omfattede 2 indbrud i boliger. Tiltalte, der er tyrkisk statsborger, har boet i Danmark siden 1991, hvor han har ægtefælle og 3 mindreårige børn. Ved dommen blev han udvist med indrejseforbud for bestandig.

Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer John Lundum, tlf. 20 58 55 33.

Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til post@vestrelandsret.dk. Udskriften koster 175 kr. Beløbet skal overføres til landsrettens bankkonto.