Gå til sidens indhold

Vestre Landsret

19 aug. 2020

Vestre Landsret

7 års fængsel til 22-årig mand for tre voldtægter og et forsøg på voldtægt

V.L.S-2403-19

Landsretten har den 19. august 2020 afsagt dom i en nævningeankesag, hvor en nu 22-årig mand var tiltalt for at have begået tre voldtægter og et forsøg på voldtægt. Voldtægterne og voldtægtsforsøget var begået i perioden fra 2016 til 2019 mod fire forskellige piger, som den tiltalte kendte i forvejen. Anmeldelsen af det seneste forhold førte til, at politiet fik oplysning om de tre tidligere forhold, og der blev rejst tiltale for alle fire forhold. Den tiltalte nægtede sig skyldig.


Ved dommen fra Retten i Randers blev tiltalte fundet skyldig i tre voldtægter og et andet seksuelt forhold end samleje under tvang og idømt fængsel i 6 år. Han blev frifundet for voldtægtsforsøg.
Tiltalte ankede dommen med påstand om frifindelse. Anklagemyndigheden ankede dommen med påstand om, at tiltalte også skulle dømmes for voldtægtsforsøg, og at straffen skulle skærpes.
Landsretten fandt det ligesom byretten bevist, at tiltalte var skyldig i de tre voldtægter. Dog stemte en nævning for at frifinde tiltalte for de tre voldtægter. Landsretten fandt det tillige bevist, at tiltalte også var skyldig i forsøg på voldtægt.


Landsretten forhøjede straffen til 7 års fængsel.


Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer John Lundum, tlf. 20 58 55 33.


Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til sektionc@vestrelandsret.dk. Udskriften koster 175 kr. Beløbet skal overføres til landsrettens bankkonto nr. 0216-4069134874 med henvisning til sagsnummeret. Når beløbet ses modtaget, vil udskriften blive ekspederet.