Gå til sidens indhold

Vestre Landsret

18 nov. 2021

Vestre Landsret

V.L. S-1047-21

Landsretten stadfæster dom i sag om udlevering af oplysninger til den russiske efterretningstjeneste

Vestre Landsret har den 17. november 2021 afsagt dom i en ankesag, hvor en 36-årig russisk statsborger var tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 108, stk. 1 (den såkaldt milde spionageparagraf).

Tiltalte blev af Retten i Aalborg den 10. maj 2021 fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 108, stk. 1, ved gennem en årrække at have indsamlet oplysninger fra henholdsvis Danmarks Tekniske Universitet og en nordjysk virksomhed og videregivet disse oplysninger til en russisk efterretningstjeneste, herunder mod betaling af et betydeligt beløb i amerikanske dollars. Tiltalte blev i byretten straffet med fængsel i 3 år og udvist for bestandig. Der skete også konfiskation af det udbytte, som tiltalte opnåede.

En enig landsret stadfæstede byrettens afgørelse af skyldsspørgsmålet og fængselsstraffen på 3 år. Landsretten lagde ved straffastsættelsen bl.a. vægt på, at tiltalte over en årrække deltog i systematisk og målrettet spionage mod forskning og produkter inden for grøn teknologi i Danmark. En enig landsret stadfæstede også udvisningen af tiltalte for bestandig og udbyttekonfiskationen.

Sagen har både i by- og landsretten være behandlet for lukkede døre i medfør af retsplejelovens § 29, stk. 1, nr. 2.

Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer John Lundum, tlf. 20 58 55 33.