Gå til sidens indhold

Vestre Landsret

23 apr. 2021

Vestre Landsret

Dom i nævningesag om skud mod to personer under en bandekonflikt i Aarhus

V.L. S-1923-20 og V.L. S-2037-20

Vestre Landsret har i dag afsagt dom i en nævningesag, hvor T1 og T2 var tiltalt for bl.a. forsøg på manddrab ved den 19. juni 2019 at have skudt mod to medlemmer af Trillegårdsgruppen, som blev ramt i benene. Gerningsmændene kørte fra stedet i en bil, der kort tid efter blev fundet udbrændt med gerningsvåbnet i. T1 var tilknyttet Kalmargadegruppen, og han var i marts 2019 blevet ramt af flere skud. Landsretten fandt begge de tiltalte skyldige i skudepisoden den 19. juni 2019. I byretten var kun T2 fundet skyldig. Landsretten fandt ligesom byretten, at skudepisoden skulle henføres til straffelovens § 245, stk. 1, om særlig grov vold. Da episoden havde baggrund i en voldelig konflikt mellem Trillegårdsgruppen og Kalmargadegruppen, var landsretten enig i, at forholdet skulle henføres under straffelovens § 81 a, stk. 1, om dobbeltstraf. De tiltalte blev hver især straffet med fængsel i 8 år, og de fik opholdsforbud i 8 år i flere dele af Aarhus.

Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer John Lundum, tlf. 20 58 55 33.
Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til sektionc@vestrelandsret.dk. Udskriften koster 175 kr. Beløbet skal overføres til landsrettens bankkonto nr. 0216-4069134874 med henvisning til sagsnummeret. Når beløbet ses modtaget, vil udskriften blive ekspederet.