23 jul. 2021
Vestre Landsret
Dom om indirekte forskelsbehandling efter forskelsbehandlingsloven
BS-54115/2019-VLR
Vestre Landsret har i dag afsagt dom i en sag mellem Techcollege S/I og Ligebehandlingsnævnet som mandatar for en tidligere ansat idrætslærer.
Sagen er henvist til landsretten fra Retten i Hjørring og er således behandlet af landsretten som 1. instans.
Sagen drejer sig om, hvorvidt det var i strid med forskelsbehandlingslovens regler om beskyttelse mod indirekte forskelsbehandling på grund af religion og tro, at Techcollege S/I pålagde en idrætslærer at møde på arbejde en lørdag til et åbent hus-arrangement og efterfølgende opsagde ham som følge af, at han var udeblevet fra arrangementet.
Idrætslæreren tilhører et godkendt trossamfund, hvor medlemmerne på baggrund af en fortolkning af Bibelen, som udgangspunkt ikke må arbejde om lørdagen, hvilket Techcollege S/I var bekendt med ved lærerens ansættelse.
Ligebehandlingsnævnet traf i 2019 afgørelse om, at det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at idrætslæreren blev pålagt at møde til arrangementet, og tilkendte idrætslæreren en godtgørelse på 335.000 kr. med nærmere angivne renter.
Ved dommen får Techcollege S/I medhold i sin påstand om, at det ikke var i strid med forskelsbehandlingslovens regler om indirekte forskelsbehandling at pålægge idrætslæreren at arbejde en lørdag under et åbent hus-arrangement.
Der var under sagen enighed om, at kravet om fremmøde til arrangementet både var objektivt begrundet i et sagligt formål og var hensigtsmæssigt. Spørgsmålet for landsretten var derfor alene, om kravet om fremmøde også var nødvendigt.
Formålet med åbent hus-arrangementet var at præsentere gymnasiets studieretninger for potentielt kommende elever og deres forældre. Idræt var som noget helt nyt et studieretningsfag, og der var kun en idrætsfaglærer ansat på gymnasiet. Landsretten finder efter bevisførelsen, at det har formodningen mod sig, at det var muligt for Techcollege S/I at afvikle arrangementet tilfredsstillende ved intern vikariering eller omrokering af øvrige ansatte uden idrætslærerens deltagelse. Det var derfor nødvendigt mod betaling at antage to eksterne idrætsfaglærere for at kunne præsentere faget på det nødvendige faglige niveau.
På denne baggrund, og da Techcollege S/I havde begrænset idrætslærerens arbejde til tre timer den pågældende dag, finder landsretten, at Techcollege S/I har bevist, at det var nødvendigt at stille krav om idrætslærerens fremmøde, og der var derfor ikke tale om indirekte forskelsbehandling ved kravet herom.
Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer John Lundum, tlf. 20 58 55 33.
Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til sektionc@vestrelandsret.dk. Udskriften koster 175 kr. Beløbet skal overføres til landsrettens bankkonto nr. 0216-4069134874 med henvisning til sagsnummeret. Når beløbet ses modtaget, vil udskriften blive ekspederet.