15 dec. 2022
Vestre Landsret
Fængsel i 7 år for vold med døden til følge mod værgeløs samlever
V.L. S-839-22
Tiltalte, en 62-årig mand, blev ved et nævningeting den 15. december 2022 af Vestre Landsret kendt skyldig i at have begået legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter med døden til følge mod sin samlever, jf. straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 246. Tiltalte havde udøvet stump vold mod sin samlever, som var værgeløs. Volden var rettet mod hovedet og kroppen, hvorved hun fik 22 skader, heraf 8 skader i ansigtet. En af de påførte skader i ansigtet havde forårsaget en hjerneblødning, som førte til, at hun efterfølgende afgik ved døden.
Straffen blev fastsat til fængsel i 7 år, og tiltalte blev endvidere frakendt retten til arv mv. efter arvelovens § 48, stk. 1. Afdødes mor blev tilkendt en godtgørelse på 75.000 kr. efter erstatningsansvarslovens § 26 a. Byretten var nået til samme resultat.
Tiltalte havde anket byrettens dom med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.
Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer John Lundum, tlf. 20 58 55 33.
Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til sektionc@vestrelandsret.dk. Udskriften koster 150 kr. Beløbet skal overføres til landsrettens bankkonto.