Frist for husdyrbrugs overholdelse af miljøkrav

En landmand drev svinebrug på en ejendom, som ligger tæt på to kategori 1-natur­områder, og der var derfor skærpede krav til, hvor meget ammoniak husdyrbruget måtte afsætte til området (totaldeposition af ammoniak). I forbindelse med en revurdering af husdyrbrugets miljøgodkendelse i august 2019 fastsatte kommunen en frist til 2030 for opfyldelse af kravet om totaldeposition med udgangspunkt i en forventet restlevetid for husdyrbrugets staldanlæg. Restlevetiden blev fastsat til 15 år fra den seneste renovering af staldene i 2015.

Kommunens afgørelse blev indbragt for Miljø- og Fødevareklagenævnet, der var enig med kommunen i, at husdyrbruget skulle opfylde kravet om totaldeposition af ammoniak, men ændrede ved sin afgørelse i december 2020 fristen for at opfylde kravet til udgangen af 2021. Klagenævnets flertal lagde til grund, at der i 2015 ikke var foretaget en godkendelsespligtig renovering af staldene, som kunne sidestilles med en nyetablering, og staldanlæggenes restlevetid skulle derfor beregnes fra etableringen i henholdsvis 1972 og 1992/1993. Et mindretal på et medlem af nævnet fandt, at kommunens afgørelse skulle ophæves, og sagen hjemvises, da staldanlæggenes forventede restlevetid var længere end 15-20 år.

Landsretten skulle tage stilling til, om det var i strid med lovgivningen, at Miljø- og Fødevareklagenævnet havde fastsat fristen således, at husdyrbruget skulle opfylde kravet til ammoniakdeposition ved udgangen af 2021.

Landmanden nedlagde påstand om, at Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse skulle ophæves, og sagen hjemvises til ny behandling i nævnet, bl.a. fordi klagenævnet ved sin afgørelse ikke havde overholdt § 39, stk. 7, i bekendtgørelse om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug. Det fremgår af bestemmelsen bl.a., at hvis der ikke er grundlag for at påbyde totaldepositionskravet opfyldt på tidspunktet for revurderingen, skal der fastsætte en frist for kravets overholdelse under hensyn til den forventede restlevetid for husdyrbrugets staldanlæg. Restlevetiden skulle omfatte den tid, som staldanlægget faktisk havde tilbage på tidspunktet for revurderingen. Landmanden anførte også, at klagenævnet ikke havde overholdt proportionalitetsprincippet ved sin afgørelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet nedlagde påstand om frifindelse og anførte bl.a., at staldanlæggenes ”forventede restlevetid” efter forarbejder m.v. skulle vurderes ud fra deres etableringstidspunkter. Levetiden for staldanlæggene skulle derfor fastsættes til 15-20 år fra etableringen, og de var dermed udtjente på tidspunktet for klagenævnets afgørelse.

Landsretten fandt efter ordlyden af § 39, stk. 7, i bekendtgørelse om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug sammenholdt med forarbejderne til ændring af lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, betænkningen og miljøministerens svar på spørgsmål fra Miljø- og Planlægningsudvalget, at Miljø- og Fødevareklagenævnet ved sin afgørelse havde haft hjemmel til at lægge vægt på tidspunktet for etableringen af staldanlæggene. Der var desuden ikke grundlag for at fastslå, at klagenævnet ikke havde foretaget en konkret og individuel vurdering med inddragelse af proportionalitetsprincippet. Miljø- og Fødevareklagenævnet blev herefter frifundet.

Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer John Lundum, tlf. 20 58 55 33.

Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til sektionc@vestrelandsret.dk. Udskriften koster 150 kr. Beløbet skal overføres til landsrettens bankkonto nr. 0216-4069134874 med henvisning til sagsnummeret. Når beløbet ses modtaget, vil udskriften blive ekspederet.