03 maj 2023
Vestre Landsret
Fængsel i 7 år for vold med døden til følge begået af en dagplejemor
V.L. S-1967-22
En nu 58-årig kvinde var tiltalt for drab, subsidiært vold med døden til følge, over for en 15 måneder gammel pige ved at have rusket pigen og givet hende flere slag med en stump genstand og/eller anslag mod hovedet med bl.a. dobbelt kraniebrud til følge, hvorefter pigen senere afgik ved døden. Kvinden var dagplejemor, og pigen var i gæstedagpleje hos hende.
Tiltalte havde nægtet sig skyldig.
Ved landsrettens dom afsagt den 3. maj 2023 blev tiltalte frifundet for drab, men blev fundet skyldig i at have begået grov vold med døden til følge. To nævninge stemte for at frifinde tiltalte for at have begået grov vold.
Der var enighed om at fastsætte straffen til fængsel i 7 år.
Byretten var kommet til samme resultat.
Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer John Lundum, tlf. 20 58 55 33.
Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til sektionc@vestrelandsret.dk. Udskriften koster 150 kr. Beløbet skal overføres til landsrettens bankkonto nr. 0216-4069134874 med henvisning til sagsnummer V.L. S-1967-22. Når beløbet ses modtaget, vil udskriften blive ekspederet.