Gå til sidens indhold

Vestre Landsret

06 jul 2023

Vestre Landsret

Læge dømt for seksuelle krænkelser af patienter

V.L.S-0026-23

Vestre Landsret har den 6. juli 2023 fundet en læge skyldig i at have misbrugt sin stilling som læge på Viborg Sygehus og Aarhus Universitetshospital Skejby. Misbruget bestod i, at han udsatte i alt fire kvindelige patienter for blufærdighedskrænkelse og/eller andet seksuelt forhold end samleje. Han havde befølt alle kvinderne på brysterne. En af kvinderne havde han tillige undersøgt vaginalt og i endetarmen med sine fingre, og en anden kvinde havde han tillige undersøgt vaginalt med sine fingre. Landsretten lagde til grund, at undersøgelserne ikke havde været lægefagligt begrundede, men at de i stedet havde haft en seksuel karakter.

Tiltalte blev straffet med fængsel i 2 år. Tiltalte blev endvidere frakendt retten til at virke som læge indtil videre.

Dommen er en stadfæstelse af Retten i Aarhus’ dom af 23. december 2022.

Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer John Lundum, tlf. 20 58 55 33.

Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til sektionc@vestrelandsret.dk. Udskriften koster 150 kr. Beløbet skal overføres til landsrettens bankkonto nr. 0216-4069134874 med henvisning til sagsnummer V.L. S-0026-23, 11. afdeling. Når beløbet ses modtaget, vil udskriften blive ekspederet.