Gå til sidens indhold

Vestre Landsret

01 nov. 2024

Vestre Landsret

Kendelse i Tvind-sagen

Sagsnr. V.L. S-2469-09 og V.L. S-1783-11

Vestre Landsret har i dag afsagt kendelse i Tvind-sagen, hvor Mogens Amdi Petersen og fire øvrige tidligere medlemmer af Tvinds ledelse er tiltalt for underslæb og skattesvig i perioden 1990-1995 for beløb på mellem 11 og 35 mio. kr. Baggrunden for kendelsen var, at Mogens Amdi Petersen og tre af de øvrige tiltalte havde anmodet om landsrettens stillingtagen til, hvorvidt tiltalen mod dem skulle opgives, og om landsrettens tidligere kendelse af 16. marts 2022 om fortsat varetægtsfængsling in absentia mv. skulle ophæves.

Landsretten afviste de tiltaltes påstand om, at anklagemyndigheden skal opgive tiltalen. Landsretten gav heller ikke de tiltalte medhold i påstanden om at ophæve den tidligere bestemmelse om varetægtsfængsling in absentia mv.

Landsrettens begrundelse fremgår af kendelsen:

Påtaleopgivelse
Efter retsplejelovens § 719 og § 721, stk. 2, er det anklagemyndigheden, der har kompetencen til at påtale og påtaleopgive i en straffesag. Efter retsplejelovens § 719, stk. 2, er det statsadvokaten, som har påtalekompetencen i ankesager ved en landsret. Statsadvokatens afgørelser om påtale kan påklages til Rigsadvokaten, hvis afgørelser i medfør af grundlovens § 63 kan indbringes for domstolene. På denne baggrund kan landsretten ikke under nærværende sag tage stilling til den nedlagte påstand om påtaleopgivelse, som derfor afvises.

Fortsat varetægtsfængsling in absentia mv. 
Af de grunde, som er anført i landsrettens retsbog af 23. september 2021 og landsrettens kendelse af 16. marts 2022, er grundlaget for landsrettens kendelse af 29. august 2013 for så vidt angår mistanke- og indikationskravet fortsat til stede, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1. Det, der nu er anført for landsretten om beløbenes størrelse i tiltalen, kan ikke føre til en anden vurdering. 

De tiltalte opholder sig efter det oplyste stadig i Mexico, og de må derfor anses for fortsat at unddrage sig retsforfølgningen. Under hensyn til karakteren og alvoren af den kriminalitet, der er omfattet af tiltalen, og den retsfølge, som kan ventes, hvis de tiltalte findes skyldige, og da en varetægtsfængsling in absentia alene giver hjemmel til at frihedsberøve de tiltalte med henblik på udlevering og fremstilling i retten i Danmark, er en opretholdelse af landsrettens kendelse af 16. marts 2022 ikke på nuværende tidspunkt uproportional, jf. retsplejelovens § 762, stk. 3. Der foreligger under de anførte omstændigheder heller ikke en krænkelse af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som følge af sagens alder. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at anklagemyndigheden nu har oplyst, at der ikke er udsigt til at få de tiltalte udleveret fra Mexico. 

Der er på den baggrund ikke grundlag for at tage påstanden om ophævelse af landsrettens kendelse af 16. marts 2022 om fortsat varetægtsfængsling in absentia mv. til følge.” 

Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer John Lundum, tlf. 20 58 55 33.

Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til sektionc@vestrelandsret.dk. Udskriften koster 150 kr. Beløbet skal overføres til landsrettens bankkonto nr. 0216-4069134874 med henvisning til sagsnummer V.L. S-2469-09 og V.L. S-1783-11, 12. afdeling.  Når beløbet ses modtaget, vil udskriften blive ekspederet.