06 dec. 2024
Vestre Landsret
Fængsel i 6 år og udvisning for seksuelle overgreb begået mod steddatter
Et nævningeting i Vestre Landsret har den 5. december 2024 idømt en 35-årig mand fængsel i 6 år, boligforbud og udvisning for bestandig for seksuelle overgreb begået mod en 6-årig steddatter.
Flertallet fandt tiltalte skyldig i over en periode på ca. 3 måneder i starten af 2023 at have begået forskellige seksuelle overgreb, herunder flere tilfælde af bl.a. voldtægt, over for steddatteren. To nævninger stemte for, at der alene var tale om flere forsøg på samleje. En nævning stemte for at frifinde tiltalte.
Tiltalte blev endvidere fundet skyldig i vold mod sin ekskone og steddatter samt besiddelse af børnepornografisk videomateriale.
Der blev afgivet 13 stemmer for fængsel i 6 år, 2 stemmer for fængsel i 5 år og 6 måneder, 1 stemme for fængsel i 5 år og 2 stemmer for fængsel i 4 år, hvorfor straffen som anført blev fastsat til fængsel i 6 år.
Alle nævninger og dommere var enige om at idømme tiltalte et boligforbud og at udvise ham for bestandig.
Tiltalte blev desuden dømt til at betale en godtgørelse for tort på 200.000 kr. til sin steddatter.
Byretten var nået til samme resultat.
Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer John Lundum, tlf. 20 58 55 33.
Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til sektionc@vestrelandsret.dk. Udskriften koster 150 kr. Beløbet skal overføres til landsrettens bankkonto nr. 0216-4069134874 med henvisning til sagsnummer V.L. S-294-24, 11. afdeling. Når beløbet ses modtaget, vil udskriften blive ekspederet.