29 maj 2024
Vestre Landsret
Skyldkendelse i nævningeankesag om drab og voldtægt begået i 2022
V.L. S-1417-23
Vestre Landsret har den 29. maj 2024 afsagt kendelse om skyldsspørgsmålet i en nævninge-ankesag, hvor en nu 38-årig mand er tiltalt for at have voldtaget og dræbt en 22-årig kvinde, efter at han havde samlet hende op tæt på Jomfru Ane Gade i Aalborg tidligt om morgenen den 6. februar 2022.
Ved byrettens dom blev han dømt for drab og forsøg på voldtægt. Han blev også dømt for usømmelig behandling af lig ved efter drabet at have parteret liget i mindst 231 dele, anbragt flere af ligdelene i afløbsrens og opblandet kaustisk soda og efterfølgende gravet flere af ligdelene ned i et skovområde nord for Aalborg. Byrettens domfældelse for usømmelig behandling af liget var ikke anket til landsretten.
Alle nævninger og dommere stemte for at stadfæste byrettens afgørelse af skyldsspørgsmålet og fandt således tiltalte skyldig i drab og forsøg på voldtægt.
Landsretten forventer at træffe afgørelse om sanktionen den 30. maj 2024.
Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer John Lundum, tlf. 20 58 55 33.