19 jun. 2024
Vestre Landsret
Fængsel i 8 år og 7 år og 6 måneder for vold med døden til følge
V.L. S-1752-23
Vestre Landsret har i dag stadfæstet Retten i Koldings dom, hvorefter to mænd på 52 og 26 år blev idømt fængsel i henholdsvis 8 år og 7 år og 6 måneder for vold med døden til følge.
De to mænd var tiltalt for i forening at have udøvet vold med døden til følge, jf. straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, ved at have stukket en mand tre gange i benet med en kniv, hvilket førte til, at manden umiddelbart herefter afgik ved døden som følge af forblødning. Begge de tiltalte nægtede sig skyldige og forklarede hver især, at volden blev udøvet af den anden uden deres medvirken.
Et enigt nævningeting fandt det ligesom byretten bevist, at den 26-årige mand påførte forurettede knivstikkene, og at den 52-årige mand ved sin handlemåde medvirkede til volden. De tiltalte blev således fundet skyldige i overensstemmelse med tiltalen, og landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.
Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer John Lundum, tlf. 20 58 55 33.
Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til sektionc@vestrelandsret.dk. Udskriften koster 150 kr. Beløbet skal overføres til landsrettens bankkonto nr. 0216-4069134874 med henvisning til sagsnummer V.L. S-1752-23, 6. afdeling. Når beløbet ses modtaget, vil udskriften blive ekspederet.