16 sep. 2024
Vestre Landsret
Dom i sag om bestikkelse og mandatsvig
V.L. S-1052-23
En tidligere kontorchef i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (FES) og to ansatte i virksomheder, som var leverandører til FES, er ved Vestre Landsrets dom af 16. september 2024 fundet skyldige i bestikkelse og mandatsvig. De blev idømt fængsel i henholdsvis 6 måneder, 4 måneder og 60 dage. En leverandørvirksomhed blev desuden idømt en bøde på 50.000 kr.
De tiltalte i ankesagen var blevet frifundet i byretten.
Efter byrettens dom blev hovedmanden i sagen, en tidligere projektleder i FES, ved Retten i Holstebros dom af 5. januar 2024 i en tilståelsessag fundet skyldig i mandatsvig og bestikkelse for over 3 mio. kr. Hovedmanden afgav forklaring i ankesagen.
Landsretten fandt det bevist, at den tidligere kontorchef sammen med hovedmanden i sagen havde begået grov mandatsvig og bestikkelse for godt 120.000 kr. vedrørende bl.a. et køkken og andet inventar til kontorchefens sommerhus. Landsretten lagde ved strafudmålingen i skærpende retning vægt på, at kontorchefen var en højtstående embedsmand med vidtgående dispositionsbeføjelser, og at han i tre tilfælde havde formået en underordnet ansat til at begå mandatsvig med henblik på, at han selv opnåede en uberettiget vinding.
En anden af de tiltalte var interessent og sælger i et køkkenfirma, der var leverandør til FES, og han blev fundet skyldig i medvirken til mandatsvig og bestikkelse for godt 200.000 kr. vedrørende bl.a. køkkenet til den tidligere kontorchefs sommerhus samt private ting til hovedmanden.
De øvrige tiltalte, en maler og dennes selskab, der var leverandør til FES, blev fundet skyldige i forsøg på mandatsvig og bestikkelse vedrørende bl.a. to robotplæneklippere til hovedmandens private brug.
Fængselsstraffene for de tre tiltalte blev undtagelsesvist gjort betinget, for to af de tiltaltes vedkommende med vilkår om samfundstjeneste.
Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer John Lundum, tlf. 20 58 55 33.
Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til sektionc@vestrelandsret.dk. Udskriften koster 150 kr. Beløbet skal overføres til landsrettens bankkonto nr. 0216-4069134874 med henvisning til sagsnummer V.L. S-0152-23, 6. afdeling. Når beløbet ses modtaget, vil udskriften blive ekspederet.