12 sep. 2024
Vestre Landsret
Fængsel i 4 år for seksuelle overgreb begået mod biologisk datter.
V.L. S-158-24
Et nævningeting i Vestre Landsret har i dag afsagt dom i en nævningesag.
Et flertal på 8 nævninger og 3 dommere fandt den nu 42-årige mand skyldig i over en periode på knap 1 år at have begået forskellige seksuelle overgreb, herunder to forsøg på voldtægt ved samleje mod sin mindreårige biologiske datter, samt adskillige tilfælde af oralsex og befølinger, da hun var mellem 9 og 10 år gammel. En nævning fandt, at tiltalte alene var skyldig i blufærdighedskrænkelse i form af befølinger.
Tiltalte blev på grund af forældelse frifundet for en tiltale for besiddelse af børnepornografisk materiale.
Der blev afgivet 15 stemmer for fængsel i 4 år og 3 stemmer for fængsel i 4 år og 6 måneder, hvorfor straffen som anført blev fastsat til fængsel i 4 år.
Landsrettens dom er delvist en ændring af byrettens dom, hvor tiltalte blev fundet skyldig i bl.a. en fuldbyrdet voldtægt ved samleje.
Tiltalte har været varetægtsfængslet, siden Retten i Herning afsagde dom den 12. januar 2024, og han blev efter domsafsigelsen fortsat varetægtsfængslet, indtil fuldbyrdelse af dommen kan ske.
Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer John Lundum, tlf. 20 58 55 33.
Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til sektionc@vestrelandsret.dk. Udskriften koster 150 kr. Beløbet skal overføres til landsrettens bankkonto nr. 0216-4069134874 med henvisning til sagsnummer V.L. S-158-24, 10. afdeling. Når beløbet ses modtaget, vil udskriften blive ekspederet.