12 sep. 2024
Vestre Landsret
Frifindelse for tre tilfælde af våbenbesiddelse
V.L. S-152-24
Sagen omhandlede en 32-årig mand, der i byretten var fundet skyldig i seks tilfælde af våbenbesiddelse i bandemiljøet. Den tiltalte påstod sig for landsretten frifundet i tre af disse forhold. Spørgsmålet for landsretten var bl.a., om det på baggrund af videooptagelser af våbnene fundet på tiltaltes telefon kunne anses for bevist, at disse våben var ægte. Landsretten fandt i alle tre forhold, at dette ikke kunne anses for bevist, og frifandt derfor den tiltalte i disse forhold.
Straffen for de øvrige forhold, som byretten havde fundet den tiltalte skyldig i, blev fastsat til fængsel i 9 år og 10 måneder. Straffen var en tillægsstraf til to domme på i alt 14 måneders fængsel. Herudover blev den tiltalte idømt et opholdsforbud.
Byretten havde fastsat straffen til 14 års fængsel og havde ligeledes idømt den tiltalte et opholdsforbud.
Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer John Lundum, tlf. 20 58 55 33.
Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til sektionc@vestrelandsret.dk. Udskriften koster 150 kr. Beløbet skal overføres til landsrettens bankkonto nr. 0216-4069134874 med henvisning til sagsnummer V.L. S-152-24, 2. afdeling. Når beløbet ses modtaget, vil udskriften blive ekspederet.