Gå til sidens indhold

Vestre Landsret

06 jan. 2025

Vestre Landsret

Strafudmåling i tre tilståelsessager vedrørende indsmugling af hash

Landsretten har den 2. januar 2025 afsagt dom i tre domsmandssager vedrørende indsmugling af store mængder hash.

Landsretten har den 2. januar 2025 afsagt dom i tre domsmandssager vedrørende indsmugling af store mængder hash. De tre tiltalte – en 41-årig mand, en 49-årig mand og en 34-årig mand – havde tilstået forholdene, og sagerne vedrørte for landsretten alene strafudmålingen, herunder betydningen af tilståelserne. 

Efter straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, skal det ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som formildende omstændighed, at gerningsmanden har aflagt tilståelse. 

Bestemmelsen fik denne ordlyd ved lov nr. 661 af 11. juni 2024, der trådte i kraft den 15. juni 2024. Det fremgår blandt andet af forarbejderne til bestemmelsen, at når tilståelsen afgives tidligt under sagen, sådan at politiet spares for en længere efterforskning, og sådan at sagen kan nå at blive fremmet som en tilståelsessag, kan tilståelsen efter omstændighederne tillægges betydelig vægt ved strafudmålingen.

Landsretten fandt, at tilståelserne for alle tre tiltaltes vedkommende var afgivet så tidligt under sagen, at det ved strafudmålingen skulle tillægges betydelig vægt i formildende retning.

Byretten havde fastsat straffen til den 41-årige mand, der var dømt for indsmugling af mere end 900 kg hash, og som havde haft en ledende og koordinerende rolle i forbindelse med indsmuglingen, til fængsel i 5 år, mens byretten for den 49-årige mand, der var dømt for indsmugling af 799 kg hash, og som havde haft en ikke ubetydelig og koordinerende rolle, havde fastsat straffen til fængsel i 4 år. 

Landsretten fandt, at straffen for den 41-årige, hvis der ikke skulle tages hensyn til tilståelsen, ville skulle fastsættes til omkring 5-5½ års fængsel, mens straffen for den 49-årige ville skulle fastsættes til omkring 4-4½ års fængsel. Landsretten fandt endvidere, at der ved et strafniveau som dette i tilfælde, hvor en tilståelse skal tillægges betydelig vægt, passende kan ske en reduktion af straffen med op til 1 års fængsel. Landsretten nedsatte på den baggrund straffen for den 41-årige mand til fængsel i 4 år og 6 måneder og straffen for den 49-årige mand til fængsel i 3 år og 6 måneder. 

For den 34-årige mand, der var dømt for indsmugling af 242 kg hash, og som havde haft en rolle som kurer, havde byretten fastsat straffen til fængsel i 2 år og 6 måneder. Landsretten fandt, at straffen, hvis der ikke skulle tages hensyn til tilståelsen, ville skulle fastsættes til i omegnen af 2½ års fængsel, og da tilståelsen skulle tillægges betydeligt vægt, fandt landsretten, at straffen passende kunne fastsættes til 2 års fængsel.

Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer John Lundum, tlf. 20 58 55 33.
Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til sektionc@vestrelandsret.dk. Udskriften koster 150 kr. Beløbet skal overføres til landsrettens bankkonto nr. 0216-4069134874 med henvisning til sagsnumrene V.L. S-1582-24, S-1589-24 og S-1706-24, 9. afdeling. Når beløbet ses modtaget, vil udskriften blive ekspederet.