18 mar. 2025
Vestre Landsret
Dom for drabsforsøg og brandstiftelse på kollegium i Grenaa
27-årig straffet med fængsel i 8 år og udvist for bestandigt for drabsforsøg, brandstiftelse og vold i gentagelsestilfælde.
Vestre Landsret har den 18. marts 2025 afsagt dom i en nævningesag, hvor en 27-årig syrisk mand var tiltalt for drabsforsøg og brandstiftelse under særligt skærpende omstændigheder ved at have antændt ild i sin søsters kollegielejlighed, hvor søsterens syriske kæreste opholdt sig. Den 27-årige var også tiltalt for at have begået forsøg på vold af særlig farlig karakter mod sin søster ved at have forsøgt at stikke hende i halsen med en saks. Han var derudover tiltalt for vold ved at have slået søsterens kæreste, så hans næse brækkede. Den 27-årige havde i byretten tilstået volden mod søsterens kæreste, men ellers nægtet sig skyldig.
Alle forhold udsprang af en episode den 14. marts 2023 om aftenen på et kollegium i Grenaa, hvor tiltalte kom til stede og konstaterede, at hans søster var alene i lejligheden med en mand, som han ikke kendte. Tiltalte forklarede, at han troede, at manden udsatte søsteren for vold eller voldtægt. Tiltalte forlangte adgang til lejligheden. Han blev lukket ind af søsteren og gik ud på badeværelset, hvor kæresten havde gemt sig. Tiltalte slog kæresten, så hans næse brækkede, og kæresten barrikaderede sig ude på badeværelset. Der var herefter et hændelsesforløb, hvor flere af tiltaltes familiemedlemmer kom til stede, og lejligheden endte med at udbrænde. Kæresten kom ud af lejligheden, efter at tiltalte og hans mor havde forladt den i brand. Kæresten fik 2. grads forbrændinger over 23 % af kroppen.
Den tiltalte blev ved dom af 13. maj 2024 i byretten anset for skyldig i det, han var tiltalt for, og han blev idømt fængsel i 8 år og udvist for bestandig. Byretten ville ikke henføre tiltaltes handlinger under en bestemmelse i straffelovens § 81, nr. 6, om strafskærpelse på grund af søsterens og kærestens tro.
For landsretten forklarede tiltalte, at han havde sat ild på noget tøj på et tøjstativ inde i lejligheden. Landsretten fandt ligesom byretten tiltalte skyldig i alle punkter i tiltalen. Landsretten var enig med byretten i, at baggrunden for tiltaltes handlinger var, at han var vred over, at søsteren var alene sammen med en mand på værelset, og at dette havde baggrund i, at tiltalte af religiøse, æresmæssige og moralske grunde ikke kunne acceptere det.
Der var efter stemmeafgivningen i landsretten ikke enighed om anvendelsen af bestemmelsen om strafskærpelse ved handlinger, der helt eller delvist har baggrund i andres tro. Efter udfaldet af stemmeafgivningen var betingelserne for at anvende bestemmelsen ikke opfyldt.
Et enigt nævningeting i landsretten stadfæstede herefter byrettens dom på 8 års fængsel og udvisning af tiltalte for bestandig.
Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer John Lundum, tlf. 20 58 55 33.
Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til sektionc@vestrelandsret.dk. Udskriften koster 150 kr. Beløbet skal overføres til landsrettens bankkonto nr. 0216-4069134874 med henvisning til sagsnummer V.L. S-1041-24, 13. afdeling. Når beløbet ses modtaget, vil udskriften blive ekspederet.