12 maj 2023
Retten i Viborg
Retten i Viborg søger en autoriseret bobestyrer
Retten i Viborg søger en autoriseret bobestyrer pr. 1. april 2024
I medfør af dødsboskiftelovens § 11, stk. 1, jf. bekendtgørelse nr. 808 af 29. juni 2011 om bobestyrer med senere ændringer ved bekendtgørelse nr. 1631 af 18. december 2018 og bekendtgørelse nr. 1111 af 30. juni 2020, søger Retten i Viborg en autoriseret bobestyrer til besættelse pr. 1. april 2024. Stillingen som bobestyrer er personlig og kan ikke overdrages. Stillingen kan kun søges af advokater, som udøver advokatvirksomhed. Autorisationen medfører pligt til at behandle dødsboer, som skifteretten i medfør af dødsboskifteloven udleverer til behandling ved bobestyrer.
Justitsministeriet har i cirkulæreskrivelse nr. 9419 af 30. juni 2020 om antagelse af autoriseret bobestyrer orienteret om kriterierne for en antagelse. Der fremgår heraf, at der lægges afgørende vægt på ansøgerens kvalifikationer. Der lægges i den forbindelse vægt på, om ansøgerne har erfaring med skiftebehandling, herunder i særlig grad om ansøgeren har erfaring med behandling af dødsboer, om ansøgeren har gennemgået eller agter at gennemgå et efteruddannelseskursus i dødsbobehandling og om ansøgeren har udvist dygtighed og engagement i sit hidtidige virke som advokat. Der kan også lægges vægt på, om ansøgeren har møderet for landsretten. Endvidere kan hensynet til den geografiske spredning af bobestyrere i retskredsen tillægges betydning ved antagelsen.
Autorisationen meddeles for en periode på 10 år. En meddelt autorisation forlænges efter ansøgning for en ny 10-årig periode uden genopslag af hvervet, medmindre særlige grunde taler herimod. Ansøgning herom skal indgives til byretspræsidenten senest 1 år inden udløbet af den meddelte autorisation. Se i øvrigt Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1631 af 18. december 2018 og bekendtgørelse nr. 1111 af 30. juni 2020 om ændring af bekendtgørelse om bobestyrer.
Når ansøgningsfristen er udløbet, indhenter retspræsidenten ved Retten i Viborg samtykke fra de indstillede ansøgere til at indhente oplysninger og indhenter herefter en udtalelse fra Advokatrådet, Civilstyrelsen og oplysninger fra Kriminalregistret.
Når udtalelserne og oplysningerne er indhentet, sender retspræsidenten ved Retten i Viborg ansøgningerne med sin indstilling og bilag til præsidenten fra Vestre Landsret, der videresender ansøgningerne med sin indstilling til Civilstyrelsen.
Civilstyrelsen foretager partshøring af ansøgerne over indstillingerne og oplysninger, inden Civilstyrelsen træffer afgørelse i sagen.
Ansøgninger skal stiles til Civilstyrelsen og skal sendes til Retten i Viborg – gerne på sikker mail på ledelse.vib@domstol.dk. – senest den 1. juni 2023.