Dom om samvær med biologiske forældre

Dom afsagt: 22. november 2024

Sagsnummer: BS-46190/2023-VIB

Sagen kort fortalt

Sagen drejer sig om, hvorvidt der skal være samvær eller anden kontakt mellem et barn, som er bortadopteret mod de biologiske forældres vilje, og de biologiske forældre. Barnet, som blev født i sommeren 2022, blev anbragt i plejefamilie ca. 1 time efter fødslen i en frivillig anbringelse uden for hjemmet. Mens barnet var anbragt i plejefamilien, havde de biologiske forældre samvær med barnet 45 minutter hver tredje uge. I samværene deltog også plejemoren og en medarbejder fra kommunen.

På baggrund af bl.a. en forældrekompetenceundersøgelse udarbejdet af en psykolog traf Ankestyrelsen i foråret 2023 beslutning om at frigive barnet til adoption uden samtykke fra de biologiske forældre. Afgørelsen blev opretholdt af Familieretten i Viborg i sommeren 2023, og familierettens dom blev efterfølgende stadfæstet af Vestre Landsret.

I forbindelse med sagen om samvær besluttede familieretten at få foretaget en børnesagkyndig undersøgelse vedrørende samvær mellem barnet og de biologiske forældre. Undersøgelsen blev udført af en børnesagkyndig psykolog, som afgav en erklæring til brug for sagen.

De biologiske forældres påstand var, at de skal have samvær med deres biologiske barn hver i 45 minutter hver tredje uge, subsidiært samvær i et mindre omfang eller anden form for kontakt efter familierettens nærmere bestemmelse.

Barnets biologiske moster og barnets biologiske mormor havde endvidere en påstand om, at de kan deltage i hvert tredje af de biologiske forældres samvær med barnet, subsidiært i mindre omfang efter familierettens skøn.

Adoptivforældrenes påstand var frifindelse for påstandene om samvær. Adoptivforældrene tog bekræftende til genmæle i forhold til anden kontakt i form af rapport med billeder hvert 3. år i barnets levealder, under forudsætning af at billederne ikke offentliggøres, herunder på sociale medier.

Under hovedforhandlingen blev der mellem de biologiske forældre og adoptivforældrene indgået en aftale om, at adoptivforældrene opretter en særskilt mailadresse, som de biologiske forældre får oplyst, hvor de kan skrive til barnet og adoptivforældrene, og som adoptivforældrene kan skrive til de biologiske forældre fra, i det omfang de ønsker det.

Sagens udfald

Familieretten bestemte, at barnet skal have samvær med de biologiske forældre én gang om året. Samværet skal være overvåget eller støttet af en person, som adoptivforældrene udpeger, og det skal finde sted i barnets nærmiljø og have en varighed af op til halvanden time, tilpasset barnets signaler og udtrætning/frustration.

Familieretten bestemte endvidere, at barnet ikke skal have samvær med den biologiske moster og den biologiske mormor, og at adoptivforældrene skal sende billeder af barnet med statusrapporten hvert 3. år.

Familieretten anførte i dommen følgende begrundelse:

”…

Forældreansvarsloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Hvis et barn er adopteret, kan der ifølge forældreansvarslovens § 20 a, stk. 1, efter anmodning fra barnets oprindelige slægtninge fastsættes samvær eller anden form for kontakt med disse, navnlig hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller anden form for kontakt med den, som anmoder om fastsættelse af samvær mv. Anden form for kontakt kan efter lovens § 22 bl.a. bestå i telefonsamtaler, brevveksling, elektronisk post og fotografier.

Efter lovens § 4, 1. pkt., skal afgørelser efter loven træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Det fremgår af forarbejderne til forældreansvarslovens § 20 a, stk. 1, at der skal anlægges en helhedsvurdering af barnets samlede situation både på kort og lang sigt, og det centrale er, hvad der er bedst for barnet, ikke de oprindelige slægtninges ret. Det skal indgå i den samlede helhedsvurdering efter § 20 a, om det bl.a. i lyset af forløbet af allerede gennemført samvær kan antages, at de oprindelige slægtninge vil kunne spille en positiv rolle for barnet i forbindelse med samvær eller anden kontakt. Endvidere fremgår det af forarbejderne, at bestemmelsen hovedsageligt er rettet mod barnets forældre.

Som anført i Højesterets domme af 26. oktober 2023 (UfR 2024.194) og 21. februar 2023 (UfR 2023.2114) skal forældreansvarslovens § 20 a også efter lovændringen i 2019 fortolkes i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende Menneskerettighedskonventionens artikel 8. Det må således bl.a. sikres, at muligheden for samvær eller anden form for kontakt mellem barnet og de biologiske forældre ikke i realiteten fortsat forbeholdes ”helt særlige tilfælde”, og at hensynet til, at barnet får mulighed for at kende sine rødder, indgår i den samlede helhedsvurdering efter forældreansvarslovens § 20 a.

Som anført i Højesterets domme af 4. februar 2019 (UfR 2019.1565) og 8. marts 2021 (UfR 2021.2400) følger det af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at spørgsmålet om kontakt mellem barnet og dets oprindelige slægt efter adoptionen kan indgå i proportionalitetsvurderingen ved afgørelsen af, om en adoption uden samtykke er forenelig med Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

Det følger heraf, at familierettens afgørelse skal træffes i overensstemmelse med såvel forældre-ansvarslovens § 20 a som Menneskerettighedskonventionens artikel 8, således at der ved adoptionen og afgørelsen om samvær eller anden kontakt samlet set ikke sker et uproportionalt indgreb i retten til familieliv efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

I Menneskerettighedsdomstolens dom af 10. december 2021 i sagen Abdi Ibrahim mod Norge (sag nr. 15379/16) fandt domstolen, at der var sket en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 8, idet domstolen ikke var overbevist om, at de nationale myndigheder ved at fratage klagerens hendes forældreansvar over barnet og give samtykke til adoption havde lagt nok vægt på morens ret til respekt for familielivet, herunder især morens og barnets gensidige interesse i at bevare familiebåndet og personlige relationer og dermed mulighed for at bevare kontakten. Af dommen følger blandt andet, at der skal foretages en reel afvejning mellem barnets og dets biologiske families interesser, og at der herved skal henses til konsekvenserne af at bringe al kontakt mellem barnet og dets biologiske familie til ophør. Domstolen anførte i den forbindelse, at de nationale myndigheder forekom at have lagt større vægt på plejeforældrenes modstand mod en ”åben adoption” end på klagerens interesse i muligheden for et fortsat familieliv med sit barn gennem samvær.

Den konkrete sag

Barnet blev frivilligt anbragt i en plejefamilie i forbindelse med fødslen, og fra dette tidspunkt havde de biologiske forældre samvær i 45 minutter ca. hver tredje uge. Efter kommunens beskrivelser af forløbet af samværene og den børnesagkyndiges vurdering af, at de biologiske forældre i stigende grad har formået at varetage samvær på en befordrende måde, finder familieretten, at de biologiske forældre må anses for at have deltaget konstruktivt i samværene, og at samværene ikke har været til skade eller gene for barnet. Det fremgår endvidere af samværsbeskrivelserne, at de biologiske forældre har overholdt de rammer, der er blevet fastsat for samværene, og at de har taget imod den guidning, der er blevet givet af de deltagende fagpersoner og plejemoren.

De biologiske forældre har forklaret, at de har accepteret, at der er truffet en endelig beslutning om adoption af barnet. Henset til de biologiske forældres respekt af rammerne for samværet under anbringelsen, sammenholdt med familierettens indtryk af de biologiske forældre under sagens behandling, finder familieretten, at der ikke er grundlag for at mistænke, at de biologiske forældre i forbindelse med et fastsat samvær med barnet skulle bryde rammerne for samværet eller på anden måde foretage sig handlinger til skade for barnet, herunder ved at give adoptivforældrene grund til at føle sig truede eller udsatte i deres position. Familieretten har herved også lagt vægt på, at den børnesagkyndige har vurderet, at de biologiske forældre vil være i stand til at samarbejde om og indtræde i samvær på en stabil og forudsigelig måde.

Efter indholdet af den børnesagkyndiges erklæring lægger familieretten herefter til grund, at et kendskabssamvær, som ikke er hyppigt, vil være en positiv måde for barnet at kende til sit biologiske ophav på en kontinuerlig og reguleret måde gennem livet, hvis samværet fastsættes i et omfang og på en måde, hvor det ikke unødigt belaster hverken barnet eller adoptivforældrene, hverken praktisk eller psykologisk.

Familieretten finder på denne baggrund, at det vil udgøre et uproportionalt indgreb i de biologiske forældres ret til respekt for familielivet, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, hvis der ikke fastsættes samvær mellem de biologiske forældre og barnet, jf. forældreansvarslovens § 20 a, stk. 1.

I overensstemmelse med den børnesagkyndiges erklæring finder familieretten, at der skal fastsættes rammer for samværet, som er befordrende for alle parter, herunder med hensyn til sikkerheds-faktorer. Samværet skal på denne baggrund være overvåget eller støttet af en person, som adoptivforældrene udpeger, og samværene skal tilrettelægges i barnets nærområde og have en varighed af op til halvanden time, tilpasset barnets signaler og udtrætning/frustration.

Efter den børnesagkyndiges erklæring kan et samvær medføre en belastning i adoptivfamilien, som kan have en negativ effekt for barnet. Familieretten lægger herefter til grund, at det vil være bedst for barnet, at der ved fastsættelsen af frekvensen af samværet tilstræbes mindst mulig belastning af adoptivfamilien.

Efter en samlet vurdering af sagen finder familieretten herefter, at det vil være bedst for barnet, at der fastsættes samvær mellem de biologiske forældre og barnet én gang om året i marts måned, således at det første samvær afvikles i marts 2025, og i øvrigt som nedenfor bestemt, idet familieretten bemærker, at der efter parternes påstande ikke er grundlag for at fastsætte yderligere detaljer vedrørende rammerne for samværet.

Familieretten har ved fastsættelsen af tidspunktet for det første samvær lagt vægt på, at der vil være behov for en vis tid til at tilrettelægge den praktiske afvikling af samværet, ligesom den yderligere tid indtil det første samvær vil give yderligere tid uden forstyrrelse af adoptivfamilien.

For så vidt angår [den biologiske moster og den biologiske mormor] finder familieretten, at det efter den børnesagkyndiges erklæring må lægges til grund, at det vil belaste adoptivfamilien, hvis der fastsættes samvær mellem dem og barnet. Det vil herefter være bedst for barnet, at der ikke fastsættes samvær mellem dem og barnet, og det indgreb, der herved sker i deres ret til familieliv efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8, er ikke uproportionalt. 

Adoptivforældrene har taget bekræftende til genmæle i forhold til anden kontakt i form af rapport med billeder hvert 3. år i barnets levealder, under forudsætning af at billederne ikke offentliggøres, herunder på sociale medier. I overensstemmelse hermed fastsætter familieretten derfor anden kontakt som anført nedenfor.”

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Familieretten i Viborg den 22. november 2024.