Gå til sidens indhold

Retten i Viborg

07 feb. 2024

Retten i Viborg

Dom i nævningesag om drab og røveri

Dom afsagt: 7. februar 2024

En 43-årig mand og en 34-årig mand er ved et nævningeting i Retten i Viborg den 7. februar 2024 fundet skyldige i bl.a. et drab og et røveri begået den 9. januar 2022 i Silkeborg. Den 43-årige blev straffet med fængsel på livstid, mens den 34-årige fik en behandlingsdom.

De to mænd blev fundet skyldige i at have dræbt en 54-årig mand i dennes lejlighed med adskillige knivstik i brystet og hjertet samt overskæring af halsen. De blev desuden fundet skyldige i at have røvet et ukendt pengebeløb fra offeret. Den 43-årige blev derudover fundet skyldig i et butikstyveri, og den 34-årige blev fundet skyldig i besiddelse af hash.

Den 43-årige blev straffet med fængsel på livstid, mens den 34-årige fik en dom til anbringelse på psykiatrisk afdeling uden længstetid. Ved strafudmålingen lagde nævningetinget særlig vægt på, at drabet var begået i forening og efter forudgående planlægning samt på drabets voldsomhed. Vedrørende den 43-årige blev der desuden lagt vægt på, at han tidligere er straffet for bl.a. grov vold med døden til følge.

De tiltalte blev desuden pålagt at betale erstatning til afdødes voksne datter.

Begge tiltalte valgte at anke dommen til landsretten.

Dommen blev afsagt af Retten i Viborg den 7. februar 2023 og har sagsnummer SS 2291/2023-VIB.