Gå til sidens indhold

Retten i Viborg

10 jan. 2025

Retten i Viborg

Selskabsejer ikke klageberettiget

Dom afsagt: 10. januar 2025

Ejeren af et selskab var ikke i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, berettiget til at klage over en afgørelse, som Skattestyrelsen havde truffet over for selskabet.

Sagsnummer: BS-27558/2023-VIB

Sagen kort fortalt

Sagen drejede sig om, hvorvidt A, der ejede selskabet B, var berettiget til at påklage en afgørelse, som Skattestyrelsen havde truffet over for B, hvorefter B blev anset for skattepligtig til Danmark, og selskabets skattepligtige indkomst for årene 2008-2009 og 2016-2018 blev ændret.

Landsskatteretten havde afvist at behandle As klage med den begrundelse, at han ikke kunne anses for klageberettiget efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2. 

A gjorde bl.a. gældende, at han havde en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i sagen som følge af, at Skattestyrelsen havde anlagt en sag om ledelsesansvar mod ham angående de skatter, som sagen mod B vedrørte, at udfaldet af sagen mod B havde en direkte retlig konsekvens for ham, og at B ikke havde en reel mulighed for at påklage afgørelsen. 

Sagens udfald

Retten lagde til grund, at B som selvstændigt skattesubjekt havde retlig handleevne på tidspunktet for Skattestyrelsens afgørelse, og indtil klagefristen udløb, og derfor kunne have påklaget afgørelsen.

Retten fandt det ikke godtgjort, at Skattestyrelsens afgørelse truffet over for B havde automatisk eller direkte skattemæssig betydning for A, og As interesse i sagen som følge af, at der var anlagt en sag mod ham om ledelsesansvar, måtte anses for værende en afledet økonomisk interesse. Retten lagde herved vægt på, at et eventuelt krav i ledelsesansvarssagen er et erstatningsretligt krav, og ikke et skattemæssigt funderet krav, ligesom A under ledelsesansvarssagen ikke ville være afskåret fra at anfægte rigtigheden af Skattestyrelsens afgørelse vedrørende skatteansættelsen i B. 

På den baggrund fandt retten det ikke godtgjort, at A havde en sådan væsentlig, direkte og individuel interesse i Skattestyrelsens afgørelse, at han var klageberettiget efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2.

I sagens behandling deltog tre dommere, og dommerne var enige om sagens udfald. 

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Viborg den 10. januar 2025.